Menu luk

Ny app udfordrer investeringsrådgivere

Fintech-iværksættergruppen Northholders barsler med en online platform, der skal gøre det billigere og nemmere for private at investere. Københavns Andelskasse har indgået partnerskab med Northholders, som leder efter yderligere partnerbanker. Ambitionen er at forvalte en milliard kroner inden for de næste 3-4 år.

14. nov. 2016
4 min

​"Jeg har investeret i mange år, og det at investere og udvælge aktier og obligationer er drønsvært. Hele brugeroplevelsen omkring at investere kræver viden og tid. Det er komplekst og kan være frustrerende. Og søger du hjælp i banken, skal du mødes fysisk med en investeringsrådgiver nede i banken. Det synes vi i Northholders er en oldnordisk brugeroplevelse, som vi gerne vil gøre mobil og tilgængelig for alle", fortæller Anders Hartmann, som er idemanden bag Fintech selskabet Northholders A/S, som står bag en ny app, der skal erstatte investeringsrådgiveren i banken. Appen kan hentes til smartphone eller iPad.

Northholders blev stiftet af fem iværksættere i november 2015, og er et af Copenhagen Fintech Labs 12 iværksættergrupper. Udover Anders Hartmann, som har erfaring med teknologi startups fra marketingbranchen, består Northholders af David Harboe, som har flere års erfaring med udvikling af teknologi apps, Flemming B. Petersen, som er tidligere porteføljemanager i Nordea, Michael Albrechtslund, som blandt andet har været direktør i Almindelig Brand Invest og koncerndirektør i Spar Invest. Den femte person er sleeping partner i selskabet og ikke aktiv i driften.

Northholders arbejder på at udvikle Skandinaviens første digitale platform for investeringsrådgivning og formuepleje, som benytter sig af en avanceret computeralgoritme til at sammensætte kundens investeringsportefølje. Computeralgoritmen er baseret på Nobelprisvinderen Harry Markowitz's model om moderne porteføljeteori.

Ifølge Anders Hartmann består private investorers investeringsporteføljer typisk af særligt udvalgte vinderaktier. Det er ikke tilfældet med Northholders' online platform. Ifølge Anders Hartmann investerer du som kunde i et udsnit af hele markedet svarende til et sted mellem 3-4.000 forskellige værdipapirer, som er en blanding af obligationer, aktier og råvarer. Northholders benytter sig af lavomkostningsfonde, såkaldte ETF'er, som byggeklodser i kundernes porteføljer.

Partnerskab med Københavns Andelskasse

Northholders ønsker med sin investeringsapp at være et billigere og mere enkelt alternativ til den investeringsrådgivning, som finder sted i banker og investeringsforeninger. Ambitionen var oprindeligt at basere virksomheden på egen licens, men efter flere overvejelser kom iværksættergruppen frem til, at det var mere hensigtsmæssigt at indgå partnerskaber med banker.

"Det var ikke vores første tanke, at vi skulle indgå partnerskab med en bank. Og det har også taget noget tid at nå til den beslutning, at det var sådan, at vi skulle løse udfordringen med at være startup i et reguleret miljø, som for os har været en af de større udfordringer. Men vores partnerbanker spiller en utrolig vigtig rolle, fordi de er ansvarlige for alle de opgaver, der kræver, at man er en reguleret virksomhed. Og vi kan ikke gøre det uden banken", understreger Anders Hartmann.

For at blive kunde i Northholders skal man være eller blive kunde i Northholders' partnerbank. Northholders er ansvarlig for applikationen, brugerinterfacet og kundeakkvisitionen, mens partnerbanken er ansvarlig for rådgivning, porteføljeplejen og kundens depot- og afkastkonto. Københavns Andelskasse er det første pengeinstitut, som Northholders har indgået partnerskab med. Ifølge Anders Hartmann er det ambitionen at have 2-3 partnerbanker per land, og Northholders er i dialog med flere banker. 

"Flere af de større banker med en eksisterende formueplejeforretning er umiddelbart ikke så interesserede i at ville samarbejde med os, fordi de tjener stort på deres eget konkurrerende produkt. Men jeg tror også, at de har set lyset. De ved, at efterspørgslen kommer fra forbrugerne, og den kan de ikke bremse. Så de er ikke uinteresserede, men mere afventende", fortæller Anders Hartmann.

Next stop Skandinavien

De fem stiftere af projektet har samlet skudt 500.000 kroner i selskabet plus arbejdstimer og tre investorer bidrog i efteråret med en kapitalindsprøjtning på et "markant millionbeløb".  Pengene skal bruges på at færdiggøre udviklingen af app'en og til at markedsføre den overfor potentielle kunder. Målgruppen er de 25-45-årige.

De første betakunder skal teste app'en i år, og Anders Hartmann forventer, at eksterne brugere kan downloade Northholders app'en i starten af 2017. Ambitionen er, at Northholders i løbet af de næste 3-4 år får 1 milliard kroner under forvaltning. Og når først projektet er rullet ud i Danmark, er Northholders klar til at indgå partnerskaber med banker udenfor landets grænser. Ifølge Anders Hartmann har Fintech-virksomheden et stort potentiale for at vokse.

"Vi forventer i løbet af få år at blive en større virksomhed med 20-30 medarbejdere. I midten af næste år skal vi begynde at kigge på vores første nye marked udenfor Danmark. Vi ved endnu ikke, hvad der bliver det næste. Lige nu kan vi se, at der er et hul i Skandinavien, hvor der ikke umiddelbart er nogen direkte konkurrerende tjenester. Så Skandinavien kunne være en mulighed, men det kan også være andre lande", slutter Anders Hartmann.

Seneste nyt