Menu luk

Gratis kurser hitter blandt finansansatte

3.160 har hidtil benyttet sig af Finanskompetencepuljens gratis kurser i blandt andet engelsk, digital kommunikation og projektledelse, og det er stadig muligt at søge puljen, som Finansforbundet og FA etablerede ved sidste overenskomstforhandling. ”Brug muligheden for at udvikle dine kompetencer”, lyder opfordringen fra Solveig Ørteby, næstformand i Finansforbundet.

10. okt. 2016
1 min

Finansansatte benytter sig i stort antal af Finanskompetencepuljens gratis kurser. Især engelsk er populært med 1.246 ansøgere, mens digital kommunikation er oppe på 799 ansøgere.

Samlet har 3.160 finansansatte ansøgt om et af de mange forskellige gratis kursustilbud, som også omfatter eksempelvis kurser i projektledelse på flere niveauer, it-projektledelse, præsentationsteknik og kursus i at bevæge sig fra privat- til erhvervsområdet. 54 virksomheder har fået godkendt kurser, der skræddersys til medarbejderne i den pågældende virksomhed. Eksempelvis er Nordea i gang med at uddanne en lang række medarbejdere i digitale kundemøder Inden årsskiftet ventes de første 400 medarbejdere at have gennemført den kort uddannelse, som gør dem skarpere på det virtuelle.
Nordea og Danske Bank er flittigst til at bruge Finanskompetencepuljen. Henholdsvis 931 og 974 medarbejdere fra de to storbanker har været på skolebænken med midler fra puljen.

Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby glæder sig over, at mange har fået øjnene op for Finanskompetencepuljen.

"Finanskompetencepuljen er en unik mulighed for at få kompetenceudvikling, så hold dig ikke tilbage med at bruge puljen", lyder hendes opfordring til de finansansatte.

Finansieringen af kurserne blev sikret ved overenskomstforhandlingerne i 2014, da Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening blev enige om at det generelle kompetenceniveau hos medarbejderne i finanssektoren skulle højnes. Finanskompetencepuljen eksisterer derfor indtil den nuværende overenskomst udløber den 31. marts 2017 – medmindre parterne ved forhandlingerne om en ny overenskomst bliver enige om at fortsætte med puljen.

Læs mere om kurserne på Finanskompetencepuljens hjemmeside

De fleste kurser kan både følges i dagtimerne og om aftenen.

Seneste nyt