Menu luk

Danske Bank dømt for forskelsbehandling

Østre Landsret har den 30. juni stadfæstet en byretsdom om forskelsbehandling, som Finansforbundet har ført på vegne af en tidligere ansat i Danske Bank. Medarbejderen fik tilkendt 12 måneders godtgørelse, da hun uretmæssigt blev fyret, efter en operation i hjernen havde medført invaliderende mental træthed.

4. jul. 2016
1 min

Finansforbundet vandt den 30. juni sag om forskelsbehandling i Østre Landsret. Landsretten stadfæster byrettens dom fra januar 2015. Den tidligere medarbejder i Danske Bank og medlem af Finansforbundet fik tilkendt 12 måneders godtgørelse, efter hun blev fyret uretmæssigt efter en længere periodes sygemelding som følge af et handicap. 

Den tidligere Danske Bank-medarbejder havde en kronisk lidelse, som betød, at hun måtte opereres i hjernen. Operationen medførte en invaliderende mental træthed, der gjorde det svært for hende at arbejde. Efter 11 måneders sygemelding, blev hun i august 2013 fyret af Danske Bank.

Da den tidligere Danske Bank medarbejder efter de 11 måneder ikke var i stand til at arbejde mere end deltid, mente landretten, at hendes træthed var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb.

Danske Bank burde have vidst, at hun var handicappet efter forskelsbehandlingsloven, og de var var derfor forpligtede efter forskelsbehandlingsloven til at "træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse", står der blandt andet i landrettens dom.

Danske Bank var bekendt med hendes hjerneoperation og det efterfølgende sygefravær og havde derfor en forpligtelse til f.eks. at tilbyde hende deltidsarbejde eller flexjob. Denne forpligtigelse overfyldte de ikke, hvilket er baggrunden for, at landsretten når frem til, at de skal betale en godtgørelse svarende til 12 måneders løn

Seneste nyt