Nyt forsikringstilbud giver samlerabat til flere
Nu kræver det kun 3 forsikringer hos Trygs forsikringsordning gennem Finansforbundet for at få samlerabat på yderligere 10% og ikke 5 forsikringer som før.
Finansforbundet har forhandlet en ny forsikringsaftale på plads med Tryg. Den giver endnu flere adgang til de største rabatter og sikrer fortsat gode fordele for de eksisterende plus-kunder.
En af de største ændringer i den nye ordning er, at flere medlemmer kan få adgang til de bedste rabatter. Tidligere skulle man have 5 forsikringsprodukter for at få samlerabat og opnå en ekstra besparelse – nu er kravet sænket til tre.
"Vi vil gerne invitere flere ind i den allerbedste liga," siger Jacob Leerhøj, partnerchef i Tryg.
Ændringen kan især være en fordel for unge i etableringsfasen, men også for en voksende gruppe af kunder, der bor i lejlighed, ikke har egen bil og måske har down-sizet efter, at børnene er flyttet hjemmefra.
Større besparelser for medlemmerne
Næstformand i Finansforbundet, Jakob Thorgaard, fremhæver de forbedrede medlemsfordele:
"Vi arbejder hele tiden på at kunne tilbyde så attraktive medlemsfordele som muligt, og derfor er vi også glade for, at samlerabatten hos Tryg nu kan nå ud til endnu flere medlemmer. Den træder nu i kraft allerede ved tre forsikringer, og det betyder, at flere kan få endnu mere ud af deres medlemskab," siger Jakob Thorgaard.
Han har store forventninger til den nye 3+ rabat, som giver flere medlemmer bedre muligheder for at sammensætte forsikringer, der passer til netop deres behov.
Forsikringsmarkedet har det seneste år været præget af markante prisstigninger. I gennemsnit er præmierne steget med 11,4 %, mens stigninger på rejse- og husforsikringer er endnu højere.
”Trods disse udfordringer har vi i Finansforbundet forhandlet os frem til en ny aftale med Tryg, som sikrer konkurrencedygtige priser og attraktive fordele for vores medlemmer,” Jakob Thorgaard.
Ansvarsbevidste medlemmer belønnes
Det er muligt at opnå gode priser til medlemmerne, fordi de får fordel af at købe ind sammen. Men også fordi Finansforbundets medlemmer generelt har langt færre skader end gennemsnittet. Aftalen med Finansforbundet sikrer, at medlemmerne ikke blander deres risiko med andre kundegrupper.
”Finansforbundets medlemmer får størst mulig fordel af den gode og ansvarlige adfærd, som kendetegner medlemmerne, og så udnytter de klogt fordelen ved at købe ind så mange sammen," siger Jacob Leerhøj.
Mens Finansforbundets medlemmer har langt færre skader på mange områder, så trækker de langt større beløb end gennemsnitskunden på nogle få forsikringer, der derfor er steget betydeligt.
Det gælder især Verdensrejseforsikringen. Corona har både givet stor rejselyst de sidste år, og medlemmerne af Finansforbundet køber ofte lange og dyre rejser. Samtidig bliver afbestillingsforsikringerne brugt oftere. og det er blevet dyrere at blive behandlet i sygehusvæsnet udenfor Europa.
Fakta om den nye aftale
Den nye aftale, der trådte i kraft 1. januar 2025, løber frem til udgangen af 2027.
Her er ændringerne: :
· 3+ rabat: Den tidligere 5+ rabat erstattes af en 3+ rabat (yderligere 10% rabat), hvilket gør ordningen mere relevant for flere – særligt i storbyerne.
· Cyberforsikring: Medlemmer af Finansforbundet kan Eksklusivt tegne en særlig cyberforsikring som bla. økonomiske tab, teknisk support ved cyberangreb og erstatning af tabt arbejdsindtægt
· Aftalen indebærer prisjusteringer af enkelte præmier, herunder stigninger på rejse-, hus-, husdyr- og bilforsikringer for at sikre den økonomiske bæredygtighed i ordningen. Læs mere her
”Alt dette belaster desværre forsikringspræmien negativt og har medført at vi har måtte varsle prisforhøjelser på rejseforsikringen. Som eksempel får vi i fra USA regninger på en halv til en hel million fra privathospitaler i nogle tilfælde, hvis en kunde bliver indlagt, opereret og skal have hjemtransport,” siger Jacob Leerhøj.
Overvej behovet for verdensrejseforsikring
Jacob Leerhøj opfordrer til, at kunderne overvejer deres behov for Verdensrejse kontra Europarejse
”Der er mange, der valgte den største forsikring, fordi der tidligere ikke var ret stor forskel på en verdensulykkesforsikring og en, der kun gælder i EU. Men mange rejser jo faktisk kun i Europa, så nu er der penge at spare,” siger han.
Samlet set kalder Jakob Leerhøj forsikringspakken til medlemmerne for ”ekstremt fordelagtig” især, hvis man gør brug af samlerabatten.
”Det er nemt at lave en billig forsikring. Men det er sammenhængen mellem pris og kvalitet, der gør forskellen, og her får medlemmerne nogle rigtig gode dækninger,” siger han.
Læs mere om årsagen til prisjusteringerne
Indbygget reservefond og gensidig forsikring
Ordningen er gensidig for medlemmerne af Finansforbundet og derved bliver skader og erstatninger isoleret i ordningen.
Desuden indeholder aftalen en reservefond, hvor eventuelt overskud fra år med få skader bliver opsparet. Den kan bruges til at afbøde prisstigninger i år med mange skader.
"På den måde har vi en ”buffer”, der gør, at Finansforbundets medlemmer ikke normalt skal have penge op af lommerne ved udsving. Og er der flere år uden skader, der medfører et ekstraordinært overskud, kan vi udbetale penge retur til kunderne, hvilket vi har gjort 2 gange tidligere," forklarer Jacob Leerhøj.