Sophia: "Tag med til fredagsbar og lær folk at kende på en anden måde"
Vi har spurgt nogle erfarne studerende om deres bedste råd til en succesfuld studiestart. Her kan du møde Sophia Safaie, 32 år, læser finansøkonom på Copenhagen Business Academy
Hvilke gode råd har du til nye studerende for at få en god social start på uddannelsen?
”Et godt råd, når du er ny på dit studie, er at gå i kantinen med din studiegruppe. Tag med til fredagsbar og lær folk at kende på en anden måde. Det gør studiet sjovere, og du får et større netværk. Det er også en anledning til at finde ud af, hvem du arbejder godt sammen med.”
Hvad er dit bedste råd til at komme godt fra start rent fagligt?
”Det er vigtigt, at man møder fysisk op, når man starter på sin uddannelse. Man arbejder praktisk med mange ting, eksempelvis Excel, og det er ikke noget, man kan læse op på efterfølgende.”
”Det er også vigtigt med den fysiske tilstedeværelse, når der bliver dannet grupper. Hvis man ikke dukker op, vil de andre ikke være i gruppe med en.”
Hvorfor er du medlem af Finansforbundet?
”Det giver god mening for mig at være medlem af Finansforbundet, fordi jeg har et studiejob i Jyske Bank, hvor jeg også starter som trainee til august. Der er også mange gode seminarer, hvor man kan blive klogere på finansbranchen. Jeg var 30 år, da jeg startede på mit studie, og derfor er det også rart med muligheden for a-kasse.”