Menu luk

Finansforbundet er også dig som senior

Det er helt afgørende, at I som seniormedlemmer oplever værdi ved jeres medlemskab i Finansforbundet. Derfor arbejder vi hele tiden på at forbedre tilbuddene til jer.

Af: Jakob Thorgaard, næstformand i Finansforbundet

For mange af jer er jeg nok et nyt ansigt, og derfor vil jeg gerne lige præsentere mig selv.  Jeg er – udover relativt ny næstformand i Finansforbundet – også ny, politisk ansvarlig for jer som seniormedlemmer i forbundet. Det er et arbejde, jeg ser meget frem til at videreføre og udvikle.

Jeg er selv 47 år og har mere end ti års erfaring som kredsformand, inden jeg i for snart et år siden blev valgt til næstformandsposten i Finansforbundet. Min egen karriere i sektoren begyndte i sin tid i Nordea, og jeg har siden 2012 arbejdet i Sparekassen Kronjylland, hvor jeg har beskæftiget mig med investering. Jeg bor med min familie i Aarhus, men har mine rødder i det finansielle miljø flere steder i landet.

For mig er det afgørende, at I som seniormedlemmer føler, at jeres medlemskab giver værdi. Fællesskabet i Finansforbundet er i allerhøjeste grad også for jer. Derfor arbejder vi på at sikre, at de tilbud og muligheder, vi har på hylderne, også er så relevante og let tilgængelige for jer som overhoved muligt.

Det kræver noget på flere fronter – og lad mig bare nævne et par eksempler på noget af det, vi har taget fat på i første omgang.

En vigtig prioritet har været at genindføre medlemsmøderne. Vi har i år allerede afholdt ni møder fordelt over hele landet, og vi ser frem til at fortsætte tiltaget med flere fysiske møder side om side med de digitale tilbud, vi også har på hylderne. Medlemsmøderne er en fantastisk mulighed for at mødes og diskutere de emner, der betyder noget for jer, og jeg håber, at I vil kigge forbi, næste gang, Finansforbundet laver noget i nærheden. Vi sætter stor pris på jeres input og engagement.

Og for at styrke vores arbejde omkring jer som medlemsgruppe har vi også set på rammerne for jeres lokale struktur. Her har vi som noget nyt også indført vedtægter i seniorgrupperne. Det er et initiativ, vi har taget for at skabe en struktur, der afspejler den foreningsstruktur, vi har i resten af Finansforbundet. Det er med til at sikre gennemsigtighed og styrke samarbejdet i seniorgrupperne, at rammerne forbedres og gøres mere klare. Det håber jeg meget, at I vil tage til jer og gøre brug af i de enkelte grupper.

Arbejdet for yderligere initiativer for at skabe bedre tilbud og relevans for jer fortsætter. Jeg håber, at I vil benytte jer af dem – og jeg glæder mig til at fortsætte indsatsen.

Jakob Thorgaard, næstformand