Menu luk

Klar til fælles indsats for kollegerne

AL Sydbank er fra i dag en realitet. Inden længe følger derfor en ny kreds for de medlemmer af Finansforbundet, der deler arbejdsplads efter fusionen.

8. dec. 2025
2 min

Spekulationer og bekymringer i forhold til arbejdsfremtiden kan fylde for medarbejderne, der nu samles i den nye storbank, AL Sydbank.

Det er de fagligt valgte for de tre sammenførte, Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, helt klar over. 

”Vi går ind i en lang fusionsproces, som også betyder uvished i en længere periode for i hvert fald nogle medarbejdere. Vi vil holde ledelsen op på at kommunikere ændringer så hurtigt som muligt,” lover Jarl Oxlund, kredsformand i Finansforbundet i Sydbank.

Jesper Pedersen, forperson for Finansforbundet i AL Bank & AL Finans samt nuværende medlem af kredsbestyrelsen for Arbejdernes Landsbank i Finansforbundet Kreds Øst, er på linje:

”Vi vil hjælpe medlemmerne med de bekymringer, de har – og have respekt for, at de har helt forskellige baggrunde og afsæt.”

Jacob Møllgaard, fællestillidsrepræsentant i Vestjysk Bank og kredsformand i Finansforbundet Kreds Vest lidt endnu, er enig:

”Mange er naturligt optaget af, hvad fusionen kommer til at betyde for dem hver især. Alt efter, hvor man sidder og hvem man er, er det forskelligt, hvad man er mest optaget af og hvor meget det fylder. Jo tidligere og ærligere kommunikationen er, des bedre.”

Ny kreds
De tre er forventeligt blandt de ti tillidsvalgte, der i januar 2026 ved en ekstraordinær generalforsamling er klar til at udgøre bestyrelsen i Finansforbundets nye kreds, der dannes i halen på fusionen.

”Lige siden fusionsplanerne blev offentliggjort, har vi arbejdet på at samle den nye kreds. Vi har haft gode møder, og de store sten er lagt på plads. Det har været en spændende proces og vi har nået hinanden,” konstaterer Jarl Oxlund.

Der bliver ti stole i den nye kredsbestyrelse, mod tidligere syv i Finansforbundet i Sydbank. 

Der bliver også umiddelbart mange tillidsrepræsentanter – over 130 personer, godt og vel dobbelt så mange, som Sydbank hidtil har haft, idet der kommer 58 fra Arbejdernes Landsbank og 15 fra Vestjysk Bank. Tillidsrepræsentanterne fortsætter alle deres hverv, indtil en anden organisering aftales.

 

Det tager tid at blive én kultur og én bank, det skal man have respekt for
- Jacob Møllgaard, Fællestillidsrepræsentant i Vestjysk Bank

Respekt for kulturforskelle
De tre tillidsvalgte melder sig alle parate til at arbejde for at lette sammensmeltningen af de forskellige kulturer i AL Sydbank. 

Jesper Pedersen siger det sådan: 

”Vi skal alle købe ind på hinandens gode sider, så vi får et godt mix”.

Jacob Møllgaard pointerer: 

”Det tager tid at blive én kultur og én bank, det skal man have respekt for. Det er et skridt på vejen, at vi har fundet hinanden i den nye kreds og løfter opgaven i flok.”

Fusionsprocesser er ikke nye for hverken Vestjysk Bank eller Sydbank:

”Vi har prøvet det før”, siger Jarl Oxlund. ”Og jeg tror ikke, jeg lover for meget, når jeg siger, at kollegerne i Sydbank vil læne sig ind i det nye samarbejde med imødekommenhed og hjælpsomhed, ligesom jeg selv oplevede for mange år siden, da det var Sydbank og Aktivbanken der gik sammen.”

 

Seneste nyt