Menu luk

Genansat efter trafikulykke – nu bruger hun al arbejdstid som tillidsvalgt

Hanne Tirsgaard var med til at ansatte Bankdatas nye HR-direktør, som tiltræder i efteråret, og har i det hele taget et rigtig godt samarbejde med direktionen. Hendes liv forandrede sig efter en påkørsel for mange år siden, men hun kalder sit fleksjob som fællestillidsrepræsentant for ”jordens fedeste job”.

26. jun. 2025
4 min
Hanne Tirsgaard foran Bankdata. Foto Birgitte Aabo
Hanne Tirsgaard

”Jeg kom til at rive din opsigelse over.”
Da Hanne Tirsgaard tilbage i 2007 blev kørt ned af en bil på vej til arbejde på cykel, havde hun kort forinden sagt op for at forfølge en anden karrieremulighed. 
De voldsomme konsekvenser trafikulykken havde, ændrede tilværelsen markant – både akut, men også på den lange bane. 
”Jeg var sygemeldt i otte måneder. Hjernen tog permanent skade. Jeg bliver let træt, tåler dårligt lys og lyd,” fortæller fællestillidsrepræsentanten, der dengang havde tre små børn og ikke hverken kunne eller ville ligge på sofaen dagen lang.

Kom igen

Hun tager imod på sit kontor hos Bankdata i Erritsø ved Fredericia. Det er ret nyt, at hun har eget kontor. Hun fik det til sin glæde tildelt, uden at have bedt om det, og det har gjort hendes dagligdag lettere, når hun fører fortrolige samtaler med medlemmer.
For i stedet for at slutte sit arbejdsliv hos Bankdata som oprindelig planlagt dengang i 2007, fik hun til sin store lettelse muligheden for at blive, da hendes daværende direktør ringede og sagde at opsigelsen ikke længere eksisterede.
”Han sagde, at hvis jeg havde lyst, kunne vi skrive en ny.”
Og sådan blev det. Hanne Tirsgaard blev ansat i et fleksjob og arbejdede sig langsomt og målrettet op på de nuværende 14 ugentlige timer – til trods for at hun af en læge fik at vide, at hun aldrig ville kunne passe et arbejde igen.
”Det skulle være løgn. Jeg kunne ikke acceptere at blive dømt ude så tidligt i mit liv.”

Meningsfuldt

De sidste mange år er al hendes arbejdstid gået til posten som fællestillidsrepræsentant, og det er et utroligt meningsfuldt arbejde, fortæller hun, der også kalder det ”jordens bedste job”.
”Efterhånden har jeg været her i 26 år, og jeg bliver brugt flittigt af medlemmerne og har samtidig et virkelig godt samarbejde med ledelsen, hele vejen til vores administrerende direktør, Esben Kolind Laustrup.”
Senest blev samarbejdet med ledelsen taget til et nyt niveau, da hun var med til at ansætte den kommende HR-direktør, der tiltræder i efteråret.
”Jeg ved også, at Esben deler baggrundsviden med mig, han ikke deler med andre i Bankdata. Han siger, han har testet mig og ved, at jeg ikke giver fortrolige oplysninger videre.”
At vide ting, som angår kollegerne, uden at fortælle det videre, er ikke noget problem, siger Hanne Tirsgaard.
”Det handler om at være meget bevidst om, hvilken kasket, man har på. Og jeg ved jo, at det er til alles bedste, at vi kan sparre, så jeg kan give mine input, før beslutninger føres ud i livet. Det giver ro i baglandet hos både ledelse og kolleger, at vi har et tillidsfuldt rum at sparre i.”
Det betyder ikke, at hun og direktøren er enige om alt:
”Jeg giver mine ærlige input. Men det er jo trods alt ham, der har ledelsesretten i sidste ende.”

Testet tillid

Esben Kolind Laustrup og Hanne Tirstrup har arbejdet sammen, siden han begyndte hos Bankdata for seks år siden. Også han understreger deres gode samarbejde:
”I begyndelsen af vores samarbejde testede jeg Hannes loyalitet og fortrolighed ved at give hende små fortrolige informationer, som jeg så efterfølgende så, om hun kunne holde for sig selv. Og det kunne hun! Det har betydet, at jeg har delt informationer med Hanne, som jeg kun har delt med få andre i ledelsen på Bankdata.”
Fortroligheden er helt afgørende i samarbejdet, siger han, for den betyder, at han kan tage hende med ombord i beslutningsprocesser langt tidligere, end han ellers ville kunne.
”Hanne og jeg er ikke altid enige, og vi er fuldt bevidste om, at vi står på ’hver sin side’. Men vi arbejder begge for ét fælles mål: at sikre en attraktiv arbejdsplads, hvor dygtige kolleger kan udfolde deres fulde potentiale.”
Direktøren har arbejdet sammen med mange tillidsrepræsentanter tidligere:
”Men jeg har aldrig oplevet et så tæt og tillidsfuldt samarbejde, som det vi har på Bankdata. Og det kommer både virksomheden og medarbejderne til gode. Det er på alle måder et eksempel til efterfølgelse”.

Præge relationer

Det var netop ønsket om at præge relationerne til ledelsen, der fik Hanne Tirsgaard til at stille op som fællestillidsrepræsentant i 2018. 
”Trafikulykken har betydet, at jeg lever med nogle begrænsninger, og jeg har lært at passe på mig selv. I perioder, som fx i forbindelse med organisationsændringer, er jeg meget på, og der kommer en regning i form af migræne og træthed,” fortæller Hanne Tirsgaard, der som regel arbejder hver anden dag for at holde energiniveauet nogenlunde stabilt.
Omvendt ville hun gennemføre sagsbehandleruddannelsen i Finansforbundet, selv om hun var klar over, at det ville tage sin told.
”Det er vigtigt at jeg er meget bevidst om, hvad jeg bruger energi på. Sagsbehandleruddannelsen ville jeg have, og det var intenst for mig. Jeg gennemførte det ved at kollegerne lod mig ligge og hvile på bagsædet på vej hjem fra uddannelsen.”
Hun vælges til sin post som fællestillidsrepræsentant for to år ad gangen, men håber at blive ved på posten længe endnu:
”Efterhånden har jeg mange kilometer i benene og føler, at jeg har udviklet mig meget i rollen gennem årene. Det var ikke det arbejdsliv, jeg oprindeligt havde forestillet mig, men jeg er ikke bitter over, at jeg blev kørt ned – det her var ’meant to be’ og det helt rigtige for mig.”

Seneste nyt