Folkemødestemning og alvor
Rammen var munter, med festtelte, latter, levende musik og bål, da tillidsrepræsentanter fra tre kredse i Finansforbundet mødtes i Bredsten ved Vejle. Her var blandt andet fagforeningens fremtid til debat.
"Mange af mine jævnaldrende ved ikke, hvad de får for pengene som medlem, tror jeg. Hvis de ikke bruger Finansforbundets tilbud, synes de måske, det er penge ud ad vinduet.”
Det var en af de yngste tillidsrepræsentanter, der var til stede i salen i Vingsted Centret i Bredsten, der rejste sig og gav sit bud på, hvorfor det er stærkt udfordrende at holde medlemsprocenten i top blandt yngre i fagforeninger herhjemme.
En anden, mere moden tillidsrepræsentant mente, at de unge i højere grad er deres egen lykkes smed end de foregående generationer.
”Vi har gode vilkår, men de har ikke oplevet, at det er fagforeningen, der har kæmpet for dem.”
”Unge har svært ved at finde forskel på en a-kasse og en fagforening,” mente en anden og fik bred opbakning.
Hvordan den gode historie om fagforeningen skal og kan formidles på en bedre måde var et af de emner, der blev vendt blandt de forsamlede.
Hudløs ærlig
Forinden havde foredragsholder og politisk kommentator Lawand Hiwa Namo fra talerstolen lovet, at han ville være hudløs ærlig og lidt provokerende i forhold til fagforeningens fremtid.
Han slog fast overfor de 115 tillidsrepræsentanter fra Finansforbundet Kreds Øst, Kreds Vest og Assurandørkredsen, at det står skidt til:
”Hvis udviklingen fortsætter, som den er nu, bliver FH’s (Fagbevægelsens Hovedorganisation, red.) dødsdag i 2049. Så det er en ret alvorlig situation.”
Fagforeninger er ved at have sejret sig ihjel og mangler evne til at drømme, mente oplægsholderen. Han sammenlignede med dengang, fagforeninger turde drømme stort og blandede sig mere aktivt og spillede en større rolle i den enkeltes liv.
Forlangte kortere arbejdstid – senest i 80’erne - byggede arbejderboliger, åbnede sparekasser og forsikringsselskaber til medlemmerne.
”Hvor er drømmen i dag? Hvad skal vi kæmpe for?”, spurgte han.
Det satte gang i en god debat i salen, hvor der blev diskuteret årsager og mulige løsninger, drømme og fremtid.
En særlig rolle
Det var blot et af mange indslag i løbet af de to dage, som var særligt komponeret til de tre kredses tillidsrepræsentanter, som ikke har et kredskontor at støtte sig til og sidder alene eller sammen med andre tillidsvalgte med en bred vifte af opgaver.
De skal derfor kunne håndtere lidt af hvert og fik efter oplæg og paneldebat i salen mulighed for at melde sig til forskellige workshops i en fuldendt folkemøde-setting udendørs – ovenikøbet i strålende sol næsten uafbrudt.
På pladsen kunne de blandt andet lære mere om forhandlingsteknik og kommunikation eller drøfte politik over en lakridspibe med næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen – eller få en vandbaseret tatovering med logo, udarbejdet til dagen, i et af teltene.
Alt skal nytænkes
Lene Krogsgaard Svinth, tillidsrepræsentant i JN Data, var begejstret for programmet og set-uppet og meget inspireret af oplæggene – blandt andet det om fagforeningens fremtid:
”Der blev skubbet lidt til os, vi blev udfordret på en god måde. Det blev meget tydeligt for mig, at selv om det går godt i Finansforbundet, skal vi være opmærksomme på, hvordan det hele skal nytænkes, for at sikre, at vi som fagforening også er relevant i fremtiden. Vi skal stille de unge spørgsmål om, hvad de ønsker af en fagforening og hvad de gerne vil bruge os til.”
Også oplægget om kommunikation gav hende noget med hjem:
”Jeg blev mindet om, at det er vigtigt at være meget konkret, når man vil formidle et budskab – cut the bullshit. Det er vigtigt at huske og samtidig var det virkelig underholdende og sjovt.”
At alle ikke har samme humor, var noget af det antropologen Dennis Nørmark mindede deltagerne om i sit oplæg om kulturforskelle. Det fik Lene Krogsgaard Svinth til at reflektere:
”JN Data har 200 medarbejdere i Polen og jeg kom til at tænke over, om nogle af de jokes, vi indimellem har, er for indforståede. Det kan være svært at vide, hvornår man rammer et ømt punkt, når man sidder på teams i hvert sit land. Så det vil jeg prøve at være mere opmærksom på.