Menu luk

Fedt at være talerør for kollegerne

Martin Wilche nyder på fjerde år at have hvervet som tillidsrepræsentant for sine kolleger i Nordjyske Bank i Sæby. En særlig udfordring er at være med i Lønudvalget, hvor han er med til at forhandle udmøntningen af den lønpulje, virksomhedsoverenskomsten i Ringkjøbing Landbobank indeholder

27. okt 2021
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Da han i 2017 blev spurgt, om han ikke havde lyst til at blive tillidsrepræsentant, var han ikke sen til at svare ja.

”Det trak i mig at få mere viden og indflydelse på, det der sker i banken, og at kunne være med til at gøre en forskel for mine kolleger på arbejdspladsen. Det er fedt at være et talerør for mine knap 20 kolleger”, fortæller Martin Wilche, privatrådgiver i Nordjyske Bank i Sæby.

1. januar 2018 blev han tillidsrepræsentant og blev kort efter involveret i fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank. En fusion, der ifølge Martin er faldet godt på plads.
”Vi medarbejdere har i dag ikke følelse at være opsplittede mellem, om vi kommer fra den ene eller den anden bank”, siger han.

Selv er Martin Wilche godt integreret i gruppen af tillidsrepræsentanter i Ringkjøbing Landbobank, der tæller 12 personer. Fysisk mødes han med de øvrige tillidsrepræsentanter i Nordjylland fire gange om året for at udveksle erfaringer, og et par gange om året mødes hele gruppen af tillidsrepræsentanter.

Lokale lønforhandlinger


Martin Wilche er en af de fire repræsentanter i Landbobanken, der udgør B-siden i Lønudvalget.
”Jeg har været med til lønforhandlinger de seneste tre år, og synes, det er en meget spændende opgave, fordi det i høj grad handler om at varetage medarbejdernes interesser bedst muligt”, siger han.

”Det ender med, at der både gives kollektive lønstigninger til alle jf. standardoverenskomsten og individuelle lønstigninger til medarbejderne. De individuelle bestemmer ledelsen i sidste ende, men det er spændende som tillidsrepræsentant at være med til at drøfte og forhandle principperne for lønfordelingen. Vores primære opgave er at gøre lønpuljen så stor som mulig, så der er mest muligt at dele ud af, og i håb om at flest mulig får del af den individuelle pulje i den tre-årige periode i virksomhedsoverenskomsten”, forklarer Martin Wilche.

Martin Wilche er glad for at være tillidsrepræsentant, og han er klar til at blive genvalgt for en ny periode, når valget af tillidsrepræsentanter løber ad stablen i de kommende måneder – hvis hans kolleger ønsker det.