Menu luk

Arbejdsvelfærd øverst på ønskelisten

Trods stigende priser og udgifter på det meste i kølvandet på krigen i Ukraine er det ikke højere løn, der betyder mest for medlemmerne i Nets, når der skal forhandles overenskomst. Det gør derimod arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og bedre forhold for seniorer.

14. jun. 2022
2 min

Krigen i Ukraine har gjort det dyrt at være dansker med voldsomme prisstigninger på en lang række varer og energien, der skal holde både hus og bil kørende. Alligevel er det ikke flere penge i lønningsposen, der står øverst på ønskesedlen hos medlemmerne ansat i Nets, når der skal forhandles ny overenskomst. Det er derimod de forhold, vi arbejder under, viste en workshop i Nets 28. april, der skulle bidrage med input op til kredsens aftalekonference i maj.

Det overrasker – og så alligevel ikke. For det er også det, tillidsrepræsentant Claus Bo Pedersen hører i snakken på gangene blandt medlemmerne:
”Jeg tror, at der er kommet en stigende bevidsthed om, at lønnen ikke gør det alene. For hvis man har en arbejdsdag, hvor man ender med at blive udbrændt eller slidt ned, så kan det være lige meget med at have en god løn”.

Topscoren blev arbejdsmiljø
Det var Claus, der styrede slagets gang under workshoppen, hvor deltagerne blandt andet skulle brainstorme og komme med ideer til overenskomstforbedringer indenfor tre hovedoverskrifter: Noget til hovedet(kompetencer),helbredet(arbejdsmiljø) og husholdningen (løn). Dernæst skulle de prioritere, hvad de vægtede højest:

”Her blev det fysiske arbejdsmiljø topscoren. En væsentlig forklaring er givetvis, at medlemmerne ikke føler, at de 4.500 kroner, de kan få til at indrette en hjemmearbejdsplads, rækker til at den kan blive god nok ergonomisk”.

Herefter fulgte tre andre ønsker med lige stor vægt. Aldersdiskrimineringen i overenskomsten, der ligger i §86 ved afskedigelse samtidig med, at man går på pension, skal væk. Kompetenceudviklingen skal styrkes, så det bliver en ret fem dage om året. Endelig skal der laves seniorplaner, der gør det attraktivt at blive ved med at arbejde i slutningen af arbejdslivet, med større fleksibilitet og mulighed for stillingsskift. Først herefter, og altså nede på en femteplads, kom ønsket om mere i løn.

God proces
Selve fremgangsmåden med en workshop og metoden til at få overenskomstforslagene frem og debatteret er nyudviklet af Finansforbundet og kaldes populært ”Johnnys plug@play model”, og den får ros med på vejen.

”Det har været en virkelig god proces og måde til at få ideerne frem og diskuteret. Måske var tidsrammen lidt stram, men ideerne kom jo. Det handler jo også om at finde en balance, for folk vil også gerne hjem på et tidspunkt”.

De konkrete medlemsønsker fra workshoppen blev overleveret til videre bearbejdning på kredsens aftalekonference.

Seneste nyt