Fagligt besøg med isbjerge i horisonten
Jeg havde fornøjelsen af at besøge GrønlandsBanken i forbindelse med deres årlige generalforsamling, hvor jeg også holdt et fagligt indlæg. Under generalforsamlingen delte jeg beretning fra Kreds Øst og satte særligt fokus på emner som trivsel, samarbejde og ikke mindst vores overenskomst 2025 – med seniordeltid som et af de emner, der måske kan give inspiration til den næstkommende overenskomst i Grønland.
Jeg havde fornøjelsen af at besøge GrønlandsBanken i forbindelse med deres årlige generalforsamling, hvor jeg også holdt et fagligt indlæg. Under generalforsamlingen delte jeg beretning fra Kreds Øst og satte særligt fokus på emner som trivsel, samarbejde og ikke mindst vores overenskomst 2025 – med seniordeltid som et af de emner, der måske kan give inspiration til den næstkommende overenskomst i Grønland.
Jeg havde også lejlighed til at rose de nye tillidsrepræsentanter i banken – det er så vigtigt med stærke lokale stemmer. Der blev i beretningen slået et slag for, at vi som fagforening skal arbejde for, at der også i små samfund og specialiserede stillinger er plads til medarbejdere i fleksjob og med diagnoser. Der findes masser af dygtige mennesker, som med få tilpasninger kan trives og yde værdifulde bidrag – og sådan bør det være i hele vores sektor, hvad enten vi taler Danmark, Færøerne eller Grønland.
GrønlandsBanken er en bank med stærk faglighed, stor lokal betydning og et arbejdsfællesskab med nærvær og stolthed. Det var en fornøjelse at besøge jer – tak for det.
Denne gang havde jeg følgeskab af min mand Uffe, som selv havde betalt for sin rejse. Han skulle med op og opleve det betagende Nuuk – en by med et landskab, der fortryller selv en ret berejst. Vi var så heldige, at GrønlandsBanken lod os låne deres lejlighed (tusind tak!), og det gjorde bare opholdet endnu bedre.
I weekenden inden hjemturen nåede vi både Kunstmuseum, Nationalmuseum og en seks timers isfjordsejlads med solskin og endda en tidligt ankommet hval – en stor bonus! Hjemturen blev forsinket af stormvejr, men en dag mere deroppe kan man altid bruge – og den gav også mulighed for et ekstra møde med GrønlandsBankens tillidsrepræsentanter.
Der er noget ved Grønland, som sætter sig i kroppen. Måske er det stilheden. Lyset. Menneskene. Eller det store hvide landskab, der virker både voldsomt og mildt på én gang. Det er i hvert fald svært at tage derfra uden at få lyst til at vende tilbage.
Og hvis man – som mange gør – går med en spirende drøm om at prøve noget andet i sit arbejdsliv, så er der muligheder i både GrønlandsBanken og andre virksomheder i Nuuk. Et par år i Grønland kan blive starten på et nyt kapitel. Et kapitel med perspektiv, nærvær og udsigt til isbjerge i horisonten.
