Menu luk

Det grå guld - erfaring ruster ikke

Vi taler ofte om ’Det grå guld’, som om det er noget, vi skal passe godt på – måske skulle vi i stedet begynde at bruge det.

16. jun. 2025
2 min

Vi taler ofte om ’Det grå guld’, som om det er noget, vi skal passe godt på – måske skulle vi i stedet begynde at bruge det.

Ikke som pynt på hylden, men som en aktiv, lysende og erfaringsmættet kraft på vores arbejdspladser. For hvem siger, at man ikke kan være både erfaren, energisk – og en smule egenrådig?

Jeg lyttede for nylig til et oplæg af Aske Juul Lassen, forsker og ekspert i alder og arbejdsliv, og det satte gang i tankerne. Han og hans kolleger har i projektet Seniorpraksis set nærmere på, hvad der skal til for at de erfarne bliver – og hvad der får dem til at smutte.

Spoiler: Det handler ikke om fredagsslik i kantinen

De fleste vil gerne blive, hvis arbejdet stadig giver mening, kollegaerne er rare, og der er fleksibilitet til at tage til tandlægen uden at skulle søge om lov flere uger i forvejen. Og – ikke uvæsentligt – hvis man ikke konstant skal stå på hovedet i nye organisationsændringer, der virker som gentagelser af noget, man har prøvet før….

Samtalen vi alle forsøger at undgå – 55+ samtalen

De fleste ledere undgår den, som om det var en brændende mail fra HR. For hvad nu hvis man kommer til at antyde, at nogen er... ældre? Og de ansatte? Ja, de tør heller ikke åbne ballet – tænk nu, hvis man blev stemplet som udløbsdato-klar.

Det er ærgerligt. For samtalen om trivsel, opgaver og fremtidsønsker er vigtig – ikke som en nedtrapning, men som en opgradering. I Finansforbundet anbefaler vi derfor 55+ samtaler, hvor man taler om ALT andet end pension. Eller i hvert fald også om alt det andet.

Alder som superkraft

Forskningen viser, at blandede teams – unge, gamle, stive i ryggen og stive i meningerne – faktisk klarer sig bedre. Flere perspektiver, mere ro, færre panikløsninger. Og nej, ældre medarbejdere kan godt lære noget nyt – det handler bare om formen. E-learning med techno-baggrundsmusik og buzzword-bingo er bare ikke altid vejen frem.

Vi skal tale det grå guld op – ikke ud

I Finansforbundet kæmper vi for at alle – uanset hårfarve eller fødselsår – får mulighed for et meningsfuldt og bæredygtigt arbejdsliv. Det handler om fleksibilitet, respekt og tryghed. Og ja – også om at få lov til at trække sig, når man selv synes, tiden er inde. Ikke når Excel-arket dikterer det.

Så lad os få snakken – med hinanden og med ledelsen, gerne over en god kop kaffe. For erfaring ruster ikke. Den bliver bare bedre med alderen.

Seneste nyt