Menu luk

Skriftlig beretning
2024

Finansforbundet Jyske Bank Kreds arbejder målrettet for at sikre et godt arbejdsliv for alle bankens ansatte. Denne beretning giver dig et overblik over nogle af de vigtigste begivenheder og resultater fra 2024.

I år har vi valgt en anderledes tilgang til vores beretning. Ud over denne skriftlige version har vi udarbejdet en videoberetning, hvor vi kort gennemgår årets højdepunkter.

På generalforsamlingen vil formand Marianne Lillevang supplere med en mundtlig beretning.

Vi håber, at du vil tage godt imod årets beretning.

Kredsen generelt - strategien

Generalforsamling 2024 – ny kredsbestyrelse

Årets generalforsamling fandt sted i marts 2024 med 149 deltagere, heraf 94 stemmeberettigede delegerede. 

Marianne Lillevang blev genvalgt som formand. Henriette Hoffmann blev efter 6 år som områdetillidsrepræsentant valgt som ny næstformand. Både formandsposten og næstformandsposten blev besat uden modkandidater. Der var derimod kampvalg til de øvrige pladser i kredsbestyrelsen. Vi gik fra 6 områdetillidsrepræsentanter til 4. Henning Johansen, Thomas Nedergaard og May-Britt Mygh blev genvalgt. Line Skov Fuglkjær blev valgt som ny områdetillidsrepræsentant og trådte dermed ind i en ny rolle efter syv år som arbejdsmiljørepræsentant. Marco Roed Ditlevsen, Louise Kofoed Sonnesen og Carsten Hougaard Nielsen blev valgt som suppleanter. 

På generalforsamlingen sagde vi farvel til Johnny Christensen, der forlod næstformandsposten, til kasserer og områdetillidsrepræsentant Susanne Bach Jensen, områdetillidsrepræsentant Thomas D.K. Ljungdahl samt områdetillidsrepræsentant Helle Rank, tidligere Handelsbanken.

Vi takker dem alle for deres store indsats.

Kredsstrategi

I 2024 lancerede vi kredsens strategi for 2024-2026 med udgangspunkt i vores vision: "Trygge medlemmer på en glad arbejdsplads.” Strategien bygger på tre udvalgte strategiske fokusområder: Beskæftigelse, et bæredygtigt arbejdsliv og digitalisering.

Mangfoldighed, inklusion og psykologisk tryghed er vigtige elementer i strategien – områder, som ligger Finansforbundet Jyske Bank Kreds meget på sinde, og som vi de seneste år har haft et særligt fokus på at styrke. Vi ser mangfoldighed som en styrke og arbejder for, at alle medlemmer – uanset køn, alder, etnicitet, seksualitet, handicap eller baggrund – har lige muligheder hos os.

Vi har fulgt resultaterne fra medarbejderundersøgelserne med stor interesse, særligt på disse områder. Når det gælder mangfoldighed, er der sket en lille positiv udvikling i forhold til flere kvinder i ledelse, men der er fortsat behov for en målrettet indsats for at sikre reel mangfoldighed på området. Det handler ikke kun om kønsdiversitet, men også om at skabe et arbejdsmiljø, hvor forskellige baggrunde og erfaringer ses som en styrke.

I forhold til psykologisk tryghed har vi haft et mål om at få flere spørgsmål om emnet i medarbejderundersøgelsen, så vi er godt tilfredse med, at dette er nået, og at der er igangsat et initiativ i banken, som skal styrke den psykologiske tryghed.

De seneste resultater fra medarbejderundersøgelsen viser et generelt højt niveau af psykologisk tryghed. Men vi bør stille os selv et vigtigt spørgsmål; Er den psykologiske tryghed så høj, fordi vi er så ens?

Vi vil fortsat arbejde for at styrke mangfoldighed, inklusion og psykologisk tryghed gennem konkrete initiativer og dialog. Det skal være tydeligt, at alle – uanset baggrund – har mulighed for at blive en del af virksomheden, udvikle sig og bidrage på lige vilkår.

I løbet af 2024 har vi desuden prioriteret at opdatere vores viden på udvalgte strategiske områder, herunder datatik, generationsledelse og sårbare ansatte. Målet er at styrke vores kompetencer, så vi er klædt endnu bedre på til vores politiske udviklingsarbejde og til at støtte og rådgive medlemmerne.

Advisory board

Et af målene i vores strategi er at styrke involveringen af vores tillidsvalgte. De besidder stor viden og er en værdifuld ressource for kredsen. Derfor etablerede vi i 2024 et Advisory Board bestående af otte tillidsrepræsenter, som er udpeget for et år ad gangen.

Sammensætningen af medlemmerne er baseret på diversitet for at sikre, at bankens forskellige områder og medarbejdere er bedst muligt repræsenteret. Vi modtog mange kvalificerede ansøgninger fra tillidsrepræsentanter, der ønskede at blive en del af Advisory Boardet, og vi glæder os over, at så mange dygtige tillidsrepræsentanter har haft lyst til at deltage. Arbejdet er skudt godt i gang, og Advisory Boardet bidrager engageret og konstruktivt med input, forslag og idéer. 

Arbejdsmiljø

I efteråret 2024 skulle der vælges arbejdsmiljørepræsentanter i Jyske Bank. 

  • Pernille Sværke blev genvalgt i Øst.
  • Tilde Graabæk Brokholm blev valgt i Vest og indtrådte i januar 2025 i kredsbestyrelsen.

Begge er valgt frem til næste valg i 2027.

I Finansforbundet Jyske Bank Kreds er et godt arbejdsmiljø, trivsel og medarbejderengagement en central del af kredsens strategi. Vi vil med denne tilgang arbejde for at understøtte Jyske Banks strategi om at opnå et højt medarbejderengagement og godt samarbejde på tværs.

Et af de store projekter i 2024 har været Glaskuben, hvor banken forbereder at samle tre store huse fra Lyngby, Havneholmen og Vesterbrogade. Med så stort et projekt, er der meget, som skal tages hånd om, for at sikre et godt både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Kredsens arbejdsmiljørepræsentant i Øst har i året, der gik, blandt andet deltaget i den indledende dialog med alle berørte enheder og områder om indretningen, og ser frem til indflytningsdagen. Kredsbestyrelsesmedlemmerne har desuden deltaget i flere arbejdsgrupper for at sikre medarbejdernes stemme og vilkår. 

I 2024 har kredsens arbejdsmiljørepræsentanter i regi af Team Arbejdsmiljø afsluttet ”Jyske Work Lab”, hvor det er blevet undersøgt, om små, lokale eksperimenter kan forbedre arbejdsglæde og arbejdsmiljø. Der er gennemført tre eksperimenter:

  • Effektiv arbejdstid – forsøg med dedikeret fokustid i løbet af arbejdsdagen.
  • Motivation – øget samarbejde som grundlag for bedre opgaveløsning.
  • Variation og bevægelse – fokus på at afbryde stillesiddende arbejde.

Resultaterne er lovende, og der arbejdes videre med erfaringerne derfra.

Medlemmer og tillidsvalgte – hvervning og kontakt

Nye medlemmer

I 2024 har vi budt 185 nye medlemmer velkommen i Finansforbundet Jyske Bank Kreds. Det er positivt, for en stærk fagforening kræver en høj organisationsprocent. Vi står allerede solidt med en organisationsprocent på 83,5, men vi kan blive endnu stærkere. Derfor er det vigtigt, at vi alle hjælper til med at invitere de af vores kollegaer, der endnu ikke er medlemmer, til at blive en del af Finansforbundet. 

En mere personlig tilgang til hvervning

I kredsen har vi i 2024 taget en ny og mere personlig tilgang til hvervning. Vi ringer nu direkte til nye medarbejdere i Jyske Bank, og det har vist sig at være en succes. Samtidig er I, vores medlemmer og tillidsrepræsentanter, stadig de vigtigste ambassadører. Jeres indsats er afgørende for at tiltrække nye medlemmer og styrke fællesskabet. 

Flere ledere melder sig ind

Vi oplever, at flere ledere melder sig ind, og det er en positiv udvikling. Finansforbundet er for alle ansatte - både ledere og medarbejdere. For at imødekomme ledernes særlige behov tilbyder Finansforbundet en række skræddersyede initiativer. Dette inkluderer en årlig lederkonference, særlige netværksmuligheder og specialiserede tilbud.

Tillidsrepræsentanter

I Finansforbundet Jyske Bank Kreds har vi i alt 100 tillidsrepræsentanter (TR), som også er repræsenteret i de lokale arbejdsmiljøgrupper. Kendetegnende for vores tillidsrepræsentanter er deres engagement, mod og kompetence. De tør byde ind, udfordre og arbejde konstruktivt, og det er vi stolte af. Den åbne og ærlige dialog, vi har – både internt og med ledelsen – er en stor styrke. Den er afgørende for, at vi kan fastholde den stærke kultur og de gode værdier, der kendetegner Jyske Bank.

Vi ser også en stadig større diversitet blandt tillidsrepræsentanterne, når det gælder alder, uddannelsesbaggrund og køn. Det er en positiv udvikling, der skal fortsætte, så vores tillidsrepræsentanter afspejler medlemskredsen bedst muligt.

Langt de fleste medlemmer har en tillidsrepræsentant, men vi har stadig 23 ubesatte poster. Vi opfordrer derfor alle til at hjælpe med at finde egnede kandidater, så vi sikrer en endnu stærkere TR-dækning i fremtiden. Husk, at der er TR-valg i 2025 – kender du en, der kunne være oplagt til rollen, så er det en god idé at opfordre vedkommende til at stille op. 

Møder med medlemmer og tillidsrepræsentanter

I 2024 havde vi fornøjelsen af at mødes med medlemmer og tillidsrepræsentanter ved en række medlemsmøder, netværksarrangementer og dialogmøder. Disse møder er en høj prioritet for os, da de giver os afgørende indsigt i, hvad der optager medlemmerne, hvilke udfordringer de står over for i hverdagen, og hvordan vi bedst kan bidrage til at skabe gode vilkår og rammer for dem.

Vi oplever, at tillidsrepræsentanter og medlemmer bidrager med værdifulde input, holdninger og konstruktive idéer til, hvordan vi i fællesskab kan forbedre vores arbejdsplads. Den store opbakning og interesse fra både medlemmer og tillidsrepræsentanter styrker vores mandat og gennemslagskraft i forhandlinger og drøftelser om bedre vilkår og rammer.

Vi sætter også stor pris på de faste dialogmøder, hvor lokale områdeledere og tillidsrepræsentanter deltager. Her drøftes konkrete problemstillinger i en åben og konstruktiv dialog, hvor alle parter bliver hørt. Det er værdifuldt, at ledere og tillidsrepræsentanter på denne måde prioriterer at mødes jævnligt for at drøfte udfordringer og problemstillinger.

I 2024 afholdt vi desuden velbesøgte og inspirerende medlemsmøder, som bød på foredrag med Mikkel Beha og Julia Lahme. 

Udover de møder og arrangementer, vi selv afholder, står Finansforbundet for en række medlemsaktiviteter – både med fysisk fremmøde og virtuelt. Blandt de særligt interessante begivenheder i 2024 var muligheden for, at medlemmerne kunne møde det nye formandskab i Finansforbundet og drøfte deres tanker og visioner for arbejdet i de kommende år.

Vox pop 

2024 var også året, hvor vi i Finansforbundet Jyske Bank Kreds satte ekstra fokus på medlemsinddragelse gennem en række vox pop-interviews forskellige steder i banken. Vi delte chokoladebarer ud og spurgte jer om jeres ønsker til kredsens generalforsamling.



Flertallet foretrak en online generalforsamling – men med mulighed for også at mødes fysisk med andre medlemmer og skabe en god oplevelse sammen. Vi har lyttet til jeres ønsker, og derfor afholdes generalforsamlingen i 2025 primært online, og vi vil evaluere, hvordan det fungerer i praksis. 

Seminar for tillidsvalgte

For os er et af årets højdepunkter vores seminar for tillidsvalgte. Her får vi mulighed for at fordybe os i et tema, samarbejde på tværs i mindre grupper, få inspiration fra engagerende oplægsholdere og indgå i dialog med topledelsen.  

Årets seminar blev afholdt i september med temaet ”det du vander gror”, hvor fokus var på politisk påvirkning. Vi satte særlig spot på, hvordan vi som kreds og tillidsvalgte i det daglige er med til at påvirke og præge vores arbejdsplads, og derigennem har indflydelse på, hvilke værdier og hvilken arbejdsplads vi har – både nu og i fremtiden. 

Blandt oplægsholderne var vores formand i Finansforbundet, Dorrit Brandt, der delte sin rejse fra tillidsrepræsentant til formandsposten og sine erfaringer med politisk påvirkning samt dagsordenssætning – både som tillidsrepræsentant og formand. Derudover gæstede Søren Pind seminaret med et inspirerende oplæg om, hvordan man effektivt påvirker forskellige dagsordner og skaber resultater, krydret med personlige anekdoter fra et langt liv i politik. 

Fredag formiddag bød på den traditionsrige dialog med den øverste ledelse – en værdifuld mulighed for at stille spørgsmål direkte til topledelsen og få svar på væsentlige emner. Dialogen var præget af en god, ærlig og åben tone, hvor der var plads til at dykke ned i både strategiske og praktiske spørgsmål.

Engagementet fra de tillidsvalgte var stort – faktisk så stort, at vi ikke nåede at komme omkring alle spørgsmål. Derfor blev der efterfølgende afholdt en tv-debat med Lars Mørch og Marianne Lillevang, hvor der blev fulgt op på de emner, vi ikke nåede at drøfte i første omgang. 



Tv-debatten viste sig at være en succes som format, da det gav mulighed for at gå yderligere i dybden med væsentlige emner. Vi håber at få lejlighed til flere af sådanne dialoger, som alle medarbejdere har glæde af at kunne se. 

Kommunikation

Vi lægger stor vægt på en løbende og klar kommunikation til vores medlemmer og tillidsvalgte.

Ud over de fysiske møder har vi arbejdet målrettet med at styrke informationsdelingen gennem nyhedsbreve, opdateringer til tillidsrepræsentanter (TR), ledere fra formanden og opslag på LinkedIn. 

Vi prioriterer en åben og gennemsigtig dialog, så medlemmerne er opdaterede på relevante emner, beslutninger og aktiviteter. Gennem vores kommunikationsindsats ønsker vi at sikre, at alle føler sig informerede og involverede i vores fælles arbejde.

Forhandling og politisk arbejde

TR-konference – optakt til OK25

I maj 2024 mødtes vi til TR-konference i Horsens med det formål at indsamle krav til OK25. Forud for konferencen var der, via Finansforbundets medlemsundersøgelse, indkommet en lang række ønsker til krav fra medlemmerne i Finansforbundet Jyske Bank Kreds.

På konferencen bidrog kredsens tillidsrepræsentanter yderligere med egne og medlemmernes ønsker til krav, og dagen blev brugt til at videreudvikle og præcisere dem. 

Det står klart, at fleksibilitet er et centralt fokusområde – både på tværs af livssituationer og på tværs af bankens afdelinger og områder.

Vi er imponerede over engagementet og de værdifulde bidrag. Det er tydeligt, at vi fra Finansforbundet Jyske Bank Kreds har sat et markant præg på de krav, som Finansforbundet har medbragt med til forhandlingsbordet i OK25. 

Politiske arbejdsgrupper - bestyrelses- og udvalgsarbejde

I bestyrelsen i Finansforbundet Jyske Bank Kreds er vi repræsenteret i en række politiske fora. Her arbejder vi for at skabe værdi for vores medlemmer samt opnå indflydelse i beslutningsprocesser, der har betydning for medlemmernes vilkår og interesser. 

De mest centrale i 2024 har været følgende: 

Hovedbestyrelsen i Finansforbundet 

Formand for Finansforbundet Jyske Bank Kreds Marianne Lillevang sidder i Finansforbundets hovedbestyrelse, som har en central rolle i forhold til overenskomstforhandlingerne og de politiske beslutninger, der tages i Finansforbundet. I 2024 har der særligt været fokus på forberedelserne til OK25 og de politiske fyrtårne, herunder fleksjobbere - trivsel og arbejdspres - AI i Finans med fokus på fremtidens kompetencer.

Bestyrelsen i Jyske Bank 

Formand og næstformand i Finansforbundet Jyske Bank Kreds, Marianne Lillevang og Henriette Hoffman, er valgt ind som medarbejderrepræsentanter i Jyske Banks bestyrelse, og udgør et vigtigt talerør for medarbejderne. Formandskabet arbejder målrettet for at sikre, at medarbejderperspektivet bliver tænkt ind i bestyrelsens beslutninger til gavn for både trivsel, engagement og virksomhedens langsigtede værdiskabelse. 

Medarbejderudvalget i Jyske Bank 

Finansforbundet Jyske Bank Kreds er repræsenteret i Medarbejderudvalget (MU), som spiller en vigtig rolle i at sikre et godt og konstruktivt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse i banken. Ledelsessiden er repræsenteret via ordførende direktør Lars Mørch samt nøglepersoner fra HR, Arbejdsmiljø og Ejendomme. 

I MU drøftes og behandles vigtige emner som arbejdsforhold, trivsel og samarbejde. Tillidsrepræsentanterne har mulighed at komme med forslag til emner til drøftelse, hvilket i 2024 bl.a. ledte til en drøftelse af koncernens holdning til brug af AI.  

Fremadrettet vil Finansforbundet Jyske Bank Kreds fortsat arbejde målrettet for at sikre en stærk dialog mellem medarbejdere og ledelse i MU, så medarbejdernes stemme bliver hørt, og vi samarbejder om at udvikle rammerne for en tryg, bæredygtig og attraktiv arbejdsplads. 

Mangfoldighedsudvalget i Jyske Bank 

I Finansforbundet Jyske Bank Kreds er vi ved formand Marianne Lillevang repræsenteret i Jyske Banks Mangfoldighedsudvalg, hvor formålet er at fremme mangfoldighed og inklusion i banken. Vi er særligt engagerede i dette arbejde, fordi vi tror på, at en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads skaber innovation, tryghed og konkurrencekraft. Alle medarbejdere skal føle sig anerkendte og værdsatte. 

Mangfoldighedsudvalget har blandt andet fokuseret på ’flere generationer på job’, kønsdiversitet, mangfoldighed og inklusion. På opfordring fra kredsen holdt Henriette Højer og Anne-Dorthe Tanderup fra Flexfabrikken et oplæg for udvalget om den værdi, fleksjobbere kan bidrage med i en virksomhed. Oplægget gav anledning til værdifulde refleksioner over, hvordan vi ser potentialet fremfor begrænsningerne, når vi møder kollegaer, der er anderledes end os selv. Derudover har udvalgets drøftelser afstedkommet, at vi nu har fået solsikkeprogrammet indført i Jyske Bank.  

Finansforbundet Jyske Bank Kreds vil fortsat arbejde målrettet for en mere mangfoldig bank – både gennem Mangfoldighedsudvalget og i andre sammenhænge. 

Seniorarbejdsgruppen i Jyske Bank

I 2024 har vi i samarbejde med HR nedsat og deltaget i en arbejdsgruppe, som aftalt i VOK23, med fokus på seniorer i banken. Gruppen har blandt andet gennemført en analyse af den forventede pensionsalder samt kortlagt erfaringer, anbefalinger, idéer og ønsker fra både nuværende og tidligere medarbejdere. Gennem interviews med seniorer og pensionerede medarbejdere har vi opnået værdifuld indsigt i fastholdelsesmuligheder og ønsker for den sene karrierefase.

Den indsamlede viden danner et godt grundlag for videre drøftelser om, hvordan vi kan understøtte en fleksibel og attraktiv overgang til pension samt sikre, at seniorernes kompetencer fortsat kan bidrage til fælles viden og udvikling i banken.

Finansforbundets politiske ansvarsområder 

Finansforbundet Jyske Bank Kreds har en repræsentant i hvert af de tre politiske ansvarsområder i Finansforbundet. 

  • Kompetenceudvikling og sektor 
  • Arbejdsmarked, mangfoldighed og digitalisering
  • Arbejdsliv og trivsel. 

Finansforbundets politiske ansvarsområder har til formål at medvirke til realiseringen af de politiske beslutninger, der vedtages på landsmødet og sikre sammenhæng mellem den politikudvikling og -implementering, der foregår henholdsvis centralt og ude i de enkelte kredse.

Fra Finansforbundet Jyske Bank Kreds’ side arbejdes der for at sikre, at de politiske beslutninger bliver omsat til handling på en måde, der giver mening i vores hverdag og praksis. Samtidig varetager vi medlemmernes interesser på en måde, der understøtter den fælles indsats i Finansforbundet. 

Sager og medlemshenvendelser

Sager

En afskedigelse er en af de mest udfordrende situationer et medlem kan stå overfor i sit arbejdsliv. I Finansforbundet Jyske Bank Kreds er det en kerneopgave for os at være til stede og yde den bedst mulige støtte til hvert enkelt medlem i alle medarbejdersager.

Vores mål er at sikre de bedst mulige vilkår og tryghed for medlemmet gennem hele processen. I 2024 var der i alt 121 fratrædelser på bankens foranledning. Derudover supporterede vi til medarbejdersager, f.eks.  advarsler og væsentlige vilkårsændringer.

I 2024 fyldte sagerne særligt i efteråret. Selvom antallet af sager var på niveau med tiden før Corona, var det en udfordrende tid, fordi sagerne var særligt koncentrerede i en kort periode. Det er vigtigt for os, at medlemmerne ved, at vi i hver eneste sag har hjertet med og gør alt for at hjælpe den enkelte.

Henvendelser fra medlemmerne

I kredsen står vi klar ved telefonerne for at tilbyde sparring og rådgivning til medlemmer, der har spørgsmål eller behov for hjælp. Vi har et særligt fokus på forebyggelse og opfordrer derfor vores medlemmer til at tage kontakt i god tid. Vores erfaring viser, at tidlig rådgivning ofte kan løse problemer, før de vokser sig større og udvikler sig til egentlige sager.

De mest hyppige temaer for henvendelser i det forgangne år har været: 

  • Sygemeldinger, stress og trivsel 
  • Opsigelser og afskedigelser
  • Overenskomst spørgsmål og VIS 
  • Overgang til deltid, seniorordninger og pension 
  • Samspillet mellem arbejdsliv og privatliv i belastende situationer. 
Finansforbundet Jyske Bank Kreds. Fra venstre Pernille Sværke, Henning Johansen, Marianne Lillevang, Line Skov Fuglkjær, Henriette Hoffmann, Thomas Nedergaard, May-Britt Mygh, Tilde Graabæk Brokholm.