Rekordmange tilmeldte til årets virtuelle generalforsamling – sådan gik det
Få et indblik i Finansforbundet Jyske Bank Kreds’ generalforsamling den 13. marts 2025.
Kredsformand Marianne Lillevang rejste sig fra langbordet og gik mod talerstolen. Hun kastede et kort blik på sine talepapirer. Kiggede op. ”I’m ready”. Så bliver der stille i det lille konferencelokale i Scandic Copenhagen i det centrale København, der var blevet omdannet til et studie.
Rødt lys. Kameraerne blev tændt. 5… 4… 3… 2… 1…
”Talerstolen her og kameraet der. Det giver mig et deja-vu og bringer mig et kort øjeblik tilbage til vores kredsgeneralforsamlinger i 2020 og 2021,” lød det fra Marianne Lillevang, der kiggede ind i den linse, som med 30 sekunders forsinkelse sendte Finansforbundet Jyske Bank Kreds’ generalforsamling ud til bankens forskellige afdelinger i hele landet den 13. marts.
Ud over de corona-tvungne virtuelle generalforsamlinger er det første gang, at kredsen afholder den årlige generalforsamling virtuelt. Tidligere år har de klassiske formalia, beretninger, kampvalg og regnskabsaflægninger været ledsaget af middag, socialt samvær og hotelovernatning.
Men i efteråret 2023 blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle kigge på, om det var på tide med en vedtægtsændring, så man også kunne afholde generalforsamlingerne virtuelt.
I den forbindelse blev alle TR’ere og i alt 800 medlemmer hørt om, hvad der skulle til for, at de troppede op til de generalforsamlinger, som det historisk set har været lidt svært at trække deltagere til.
Det gennemgående svar var et ønske om virtuel generalforsamling på en hverdag. Det tog kredsen i år konsekvensen af og afviklede det virtuelt som et eksperiment.
Rekordmange tilmeldte
Noget tyder på, at det har haft en positiv effekt. Tilmeldingerne nåede i hvert fald i år op på 232. Siden 2020 har det højeste antal været 149 deltagere, og det var sidste år, hvor der var kampvalg til kredsbestyrelsen.
Mange medlemmer havde i år havde valgt at samle sig lokalt i afdelingerne til en hyggelig kollegastund, hvor man på kredsens regning kunne indkøbe lidt forplejning.
Det står derfor også lidt hen i det uvisse, hvor mange der rent faktisk endte med at overvære seancen, når mange sad samlet via en Teams-konto.
”Men uanset antallet er det en succes, at vi turde prøvet noget nyt og imødekomme et ønske om at gøre det anderledes. Vi synes, at første skridt er at have modet,” forklarede Line Skov Fuglkjær, der sidder i kredsbestyrelsen, om den beslutning.
Kredsformandens beretning
Tilbage ved talerstolen åbnede Marianne Lillevang årets generalforsamling med sin beretning, der blev fremført med en sikker og tydelig udtale, der gjorde sit for at skære igennem den virtuelle scene.
”Jeg håber, at mange af jer hygger sammen med kolleger, mens I nu overværer denne virtuelle generalforsamling. Velkommen til jer alle, uanset hvor I deltager fra.”
Ved hendes højre side sad resten af kredsens bestyrelse roligt og lyttede på talen, som hvis man skal skære det ned til det vigtigste, havde tre overskrifter.
Det var overenskomsten, hun først kastede sig over.
Horsens og manglende mellemregninger
Hun henviste til, hvordan alle TR’ere var blevet samlet i Horsens sidste forår med henblik på at give input til de kommende OK-forhandlinger. Det var, fortsatte hun, en dag med masser af engagement og interesse for at bidrage til den fælles fremtid.
”Heldigvis har vi også denne gang fået sat nogle markante aftryk på overenskomstresultatet. Vi har et dygtigt og velfungerende korps af tillidsrepræsentanter, der i den grad har fingeren på pulsen i forhold til medlemmernes ønsker,” lød det.
Fra talerstolen gjorde Marianne Lillevang et lille ophold, inden hun med præcision zoomede ind på et efterår 2024, der for mange i Jyske Bank har været unødigt præget af usikkerhed og utryghed.
”Kort fortalt drejede det sig om ansættelsesstoppet og afskedigelser, men også at udmeldingen omkring bankens strategi ikke lykkedes i første omgang. Der manglede tydeligvis mange mellemregninger om begge dele,” slog hun fast.
”Når kommunikationen ikke er helt krystalklar, så bliver der grobund for fantasier og antagelser. Når fantasierne ikke tilbagevises, så kommer utrygheden lige i kølvandet. Og utryghed var der.”
Hun fremhævede, at det i den ujævne periode var lykkedes kredsen at få arrangeret en video med Lars Mørch og Marianne Lillevang, hvor ansættelsesstop, fyringer og strategi blev talt igennem. Hun takkede ledelsen for at bakke op om de indspark, der kom fra kredsen.
”Vores og vores tillidsrepræsentanters indspark og tilbagemeldinger blev taget seriøst. Og jeg tør godt sige, at ledelsen – ligesom os – har et stort ønske om at have en rigtig god arbejdsplads. Det gør en forskel.”
Et godt tiltag fra ledelsen
I forlængelse heraf tog hun fat på den nye strategi i Jyske Bank, som mange havde set frem til, og som endte med at efterlade en række spørgsmål, men også en god retning.
For selvom strategien er meget ’business as usual’, og man kan spørge, hvad forskellen bliver fra i går til i morgen, er der lagt op til et ret markant opgør med silotankegangen. Og det er godt set fra ledelsens side, pointerede Marianne Lillevang.
”Vi tror på, at det kommer til at styrke og løfte den organisatoriske sammenhængskraft og trivsel fremadrettet,” lød det fra talerstolen.
”Det har vi fra kredsens side opfordret til igennem mange år, da ”dem og os”-retorikken efter vores opfattelse har negative konsekvenser for trivsel og arbejdsglæde.”
”En rumfoldig arbejdsplads”
Marianne Lillevang sluttede sin beretning med et indblik i tre fokusområder, der skal være med til at understøtte arbejdsglæde, trivsel og det gode og holdbare arbejdsliv i Jyske Bank.
Det handlede om at sikre stort fokus på kompetenceudvikling, og at der ikke i det mindste er sat tid og opbakning af til det i en hverdag, hvor det med tiden ofte opleves at halte efter.
Hun kom ind på behovet for at synliggøre de muligheder, der er for at skifte karriere internt i Jyske Bank, men som der ofte ikke er nok kendskab til ude i afdelingerne.
Og hun fremhævede det vigtige arbejde omkring mangfoldighed og inklusion - at det udover køn lige så meget handler om fx alder, etnicitet, uddannelsesbaggrund og kolleger med særlige behov, fx fleksjobbere.
”Vi skal være en rumfoldig arbejdsplads,” sagde Marianne Lillevang.
”Vi skal have en kultur, hvor vi alle tør være os selv, tør sige vores mening, hvor vi tør indrømme fejl og trygt kan dele vores ideer uden frygt for at blive latterliggjort eller frygte for negative konsekvenser efterfølgende.”
Marianne Lillevang rundede sin beretning af med nogle af de nye ord, mange har skullet vænne sig til de seneste par år: ChatGPT, AI og Copilot…
”Skal vi frygte udviklingen eller hilse den velkommen? Det kan eller skal vi ikke kunne svare entydigt på”, fulgte hun op.
Det afgørende er, sagde hun videre, at det
- skal være muligt for alle at kunne tilegne sig færdigheder til at kunne anvende den nye teknologi, og
- at mennesket altid kommer først.
"Det må ikke være kortsigtede omkostningsbesparelser, der bestemmer, hvilke teknologiske løsninger, der vælges.”
Du kan læse den skriftlige beretning og se beretningsvideo her
Tekniske udfordringer og lændeøvelser
Resten af generalforsamlingen forløb i et så effektivt tempo, at selv et par tekniske problemer ikke ændrede på, at programmet var slut før tid.
I den tid nåede de to arbejdsmiljørepræsentanter, Tilde og Pernille, også at fremføre et lille bevægelsesprogram, hvor alle – inklusive kredsbestyrelse og Finansforbundets formand Dorrit Brandt – i lokalet rejste sig og forsøgte at følge med i en række øvelser, så som klassisk lændeøvelse med at bøje frem og tilbage.
”Husk, at bevægelse og mikropauser kan være med til at gøre en lille forskel i hverdagen,” sagde de som afslutning på indslaget.
OK-forhandlinger i en speciel tid
Godt udstrakt og med fornyet energi var det herefter Finansforbundets formand Dorrit Brandt, der gav en status. Det begyndte med et blik på den nye overenskomst, der er blevet forhandlet i en ifølge formanden meget speciel tid.
”På den ene side har vi haft rekord på rekord, hvad angår virksomhedernes årsregnskaber – og på den anden side ser vi måbende på nyhedsstrømmene, hvor både situationen i Ukraine, Europa og i USA udvikler sig fra dag til dag,” forklarede Dorrit Brandt, og fortsatte:
”Når vi forhandler overenskomster, er det vigtigt at sige, at vi forhandler for fremtiden. Og årene der kommer, tegner hverken ret stabile eller forudsigelige.”
Overenskomsten er meget andet end løn og lønpuljer, fortsatte Dorrit Brandt. Der er, fremhævede hun, aftalt Danmarks bedste fleksibilitet til de erfarne ansatte, og der er taget de første skridt mod at sikre mere fleksibilitet i det daglige med et øget frit valg.
Der er sikret fri til kollegaer, som er i fertilitetsbehandling, mens en anden fjer i hatten er markant flere midler til kompetenceudvikling, sagde hun.
”Finanskompetencepuljen får tilført 11. mio. kr. ekstra, så vi i alt har 40 mio. kr. til kompetenceudvikling.”
Stor opbakning
En vigtig del af den nye overenskomst, der er til afstemning frem til slutningen af marts, er i øvrigt alt det, som det er lykkes at holde fast i, sagde Finansforbundets formand videre.
”Alle de goder, som vi har bevaret, er også en del af resultatet. Intet af det vi har, kan vi tage for givet, at vi beholder.”
Dorrit Brandt nævnte desuden, at der aldrig har været en større medlemsopbakning end lige nu, hvor 60.000 medlemmer af Finansforbundet er inden for rækkevidde.
Blandt de mest aktive medlemmer er dem i Jyske Bank, lød det videre.
”I er blandt topansøgerne på kurserne i Finanskompetencepuljen. I har deltaget i arrangementer om hvidvask, cloud sikkerhed, ChatGPT – samt i kurser om mental sundhed og trivsel,” lød det.
Inden Dorrit Brandt rundede af, gjorde hun det klart, at Finansforbundet er meget opmærksom på de mange forandringer, der sker i sektoren i disse år. Det være sig hele AI-bølgen, og de forskellige opkøb og fusioner, som sender rystelser igennem de finansielle organisationer.
Hun lovede, at selvom sektoren altid har været omstillingsparat, vil Finansforbundet været tæt på medlemmerne, tillidsrepræsentanterne og kredsene.
”Sammen kan vi fortsætte med at gøre en reel forskel for vores medlemmer og gå fremtiden i møde med både mod og optimisme”.
”Tak til alle jer, der er tillidsvalgte for Finansforbundet. I gør en forskel hver dag.”
Tak for i dag
Og så ebbede årets virtuelle generalforsamling langsomt ud. Regnskabet blev trods lidt tekniske PowerPoint-udfordringer godkendt, der blev valgt 1. og 2. suppleant og Marianne Lillevang tog igen ordet til sidst.
Fra talerstolen kastede hun et blik ud på de lidt over 20 fremmødte i konferencelokalet og kiggede så ind i kameraet, hvor hun takkede alle dem, der havde fulgt med i dag, ledelsen og HR, og alle kollegaerne i kredsen og Finansforbundet centralt.
”Og tak til vores tillidsrepræsentanter, der er vores forlængede arm, og talerør i det daglige.”
Hun opfordrede til at svare på det efterfølgende evalueringsskema, som meget vel kan blive afgørende for, hvordan næste års generalforsamling afholdes.

Vinderne af generalforsamlingens konkurrence
- Thomas Larsen Bærentzen, Kundekendskab
- Stine Stephansen. Hjørring Privat
- Carsten Pedersen, Kundekendskab
- Dennis Grouleff, Internationalt Erhverv
- Betina Würtz Mortensen, Kreditopfølgning