Små pauser, store gevinster - også i sommervarmen
Sommerferien nærmer sig, og der er stadig fuld fart på. Mange af os har travlt med at få de sidste opgaver i mål, og netop derfor er det ekstra vigtigt, at vi husker at passe på os selv – og hinanden.
Giv dig selv lov til korte pauser
Det behøver ikke være noget stort eller tidskrævende. Bare det at tage en kort pause, strække kroppen, kigge væk fra skærmen eller tage en lille gåtur, kan gøre en kæmpe forskel for både energi og humør.
Flere af os har allerede gjort det til en vane at minde hinanden om mikropauser i løbet af dagen – og nogle gange tager vi endda en fælles tur rundt om bygningen. Det er både hyggeligt og en god måde at få lidt luft og bevægelse ind i hverdagen.
Skab plads til at sige fra
Når tempoet stiger, som det ofte gør op til ferien, er det også vigtigt at have et arbejdsmiljø, hvor det er okay at sige fra.
Det er bl.a. vigtigt, at der er psykologisk tryghed, så man som kollega eller leder tør sige “jeg har brug for hjælp” eller “det her bliver for meget” – uden at være bange for at blive dømt. Det kræver, at vi lytter til hinanden og bakker hinanden op, især når presset stiger.
Det er ikke et tegn på svaghed at sige fra – tværtimod viser det styrke og ansvarlighed.
Undgå digital udmattelse
Mange af os er konstant online – både på arbejdet og i fritiden – og det kan føre til digital udmattelse. Prøv at indføre skærmfri tidspunkter i løbet af dagen, og hold fast i dem, også når du har fri.
Sæt autosvar på mailen og giv dig selv lov til at være helt offline. Det giver ro i hovedet og fornyet energi.
Brug sommeren til nye vaner
Sommeren er også en oplagt mulighed for at eksperimentere med nye arbejdsvaner. Hvad med at holde møder stående eller tage dem med ud i solen?
Måske kan du tage en gåtur med en kollega i stedet for at tage mødet over Teams. Det kan give ny inspiration og energi i en periode, hvor mange alligevel er lidt i feriestemning.
Del jeres gode idéer
Har I allerede gang i nogle af de her tiltag – eller har I fundet på jeres egne små arbejdsmiljø-eksperimenter? Så del dem endelig med kollegerne. Små idéer kan hurtigt vokse sig store, når vi deler dem med hinanden.
God sommer fra Arbejdsmiljørepræsentanterne Tilde og Pernille