Er der en voksen til stede?
I denne leder problematiserer Finansforbundet i Nordeas formand Dorrit Brandt, hvorfor opråb om fejl fra medarbejderne og bøn om hjælp forsvinder på sin vej til beslutningstagerne
Da jeg var lille og gik i børnehave, var de voksne sådan nogle, jeg kunne gå til, hvis jeg ikke selv kunne finde ud af tingene, hvis jeg havde problemer, for at få ros eller for at blive trøstet. Jeg fik også at vide, at jeg skulle kalde på en voksen, hvis nogen var kommet til skade, eller der var noget galt på legepladsen. Og jeg gik til de voksne med en ubetinget tillid.
Meget har ændret sig siden min tid i børnehaven, men dét med at gå til nogen for at få hjælp, eller fortælle at noget ikke er, som det skal være, gælder også på en arbejdsplads - eller det burde det gøre.
Rød lampe i cockpittet
I andre erhverv end vores kan det være helt fatalt, hvis man opdager en fejl, men ikke gør noget ved den. Forestil dig kaptajnen på et fly, som ikke gennemgår alle procedurerne på checklisten eller ignorerer en rød lampe. Det sker ikke! For hvis der er en rød lampe, der blinker, sættes alt ind på at lokalisere fejlen og få den rettet. Og flyet letter ikke, før man er 100 % sikker på, at turen kan flyves på betryggende vis. Forestil dig sygeplejersken, som ikke retter et knæk på slangen til iltforsyningen, eller ignorerer, at forseglingen til de sterile instrumenter er brudt.
En af vores værdier i Nordea er Ownership. “Jeg tager ansvar” – og “Det starter med mig”. I Nordeas Code of Conduct er det beskrevet flere steder, hvordan vi som kolleger har en forpligtelse til at melde forskellige ting, der kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for Nordea.
I de mange dialoger, som vi i Finansforbundet i Nordea har haft med vores kolleger gennem de seneste måneder, på medlemsmøder og på webinarer, har vi hørt adskillige historier om fejlbehæftede procedurer - som man tydeligt har gjort opmærksom på. Det kan være data, som flyttes manuelt rundt i Excel-ark, fordi den oplagte tekniske løsning ikke er der - eller fordi den ikke supporteres længere. Vi har også hørt om testmiljøer på IT-projekter eller digitale løsninger, som er nedlagt, og derfor er det kunderne, der på første hånd mærker, når vi fejler.
Der ER advaret om faren, men …
Rådgiverne i sektoren har netop medvirket i en stor Finansforbunds-undersøgelse om konkurrencevilkår i den finansielle sektor, hvis resultater skal bruges i dialog med erhvervsministeren. I den svarer 1 ud af 3 rådgivere, at de "sjældent" eller "stort set aldrig" har tid nok til at kunne yde en tilstrækkelig rådgivning. Dette går ikke blot ud over den faglige stolthed og trivsel; det resulterer ikke så sjældent også i fejl i ét eller flere led i værdikæden.
Og blot lige for at slå det fast: Kollegerne i de nævnte eksempler har taget ownership og gjort alt det rigtige: Sagt det højt! Bedt om hjælp! Advaret om faren! Men budskabet forsvinder på sin vej til beslutningstagerne. Og modsat flyvemaskinen så lader de forebyggende initiativer vente på sig med fare for, at en tilstand, som måske er endnu værre, indtræffer: Man holder op med at bruge fejl som læring, eller stopper med at fortælle om det, der ikke fungerer.
Det er muligt, at det ikke er livstruende for vores kunder, hvis vi begår en fejl, men over tid kan fejlene forvolde uoprettelig skade på både relationer og forretningen.
Så derfor tillader jeg mig at spørge: Er der en voksen til stede?
Dorrit Brandt
Formand, Finansforbundet i Nordea