Menu luk

Stort ja til din nye overenskomst i Danske Bank

Medlemmerne af Finansforbundet i Danske Bank har med et stort flertal stemt ja til den nye overenskomst. Dermed er de overordnede rammer for dine løn- og ansættelsesforhold de kommende to år på plads.

26. apr. 2023
1 min

Med et rungende ja på 92,4 procent af de afgivne stemmer har medlemmerne af Finansforbundet i Danske Bank netop godkendt den nye virksomhedsoverenskomst her i Danske Bank.

Dermed har du pr. 1. april 2023 fået en ny overenskomst.

”Jeg er super glad for det store og klare ja. Det betyder meget med den markante opbakning til overenskomsten i Danske Bank. Det giver os et godt mandat for de kommende års arbejde - både for os i Finansforbundet i Danske Bank og koncernen”, siger formand for Finansforbundet i Danske Bank, Kirsten Ebbe Brich.   

Overenskomsten er gældende i to år.

7,5 procent stemte nej, mens 0,1 stemte blankt.

Jeg er super glad for det store og klare ja. Det betyder meget med den markante opbakning til overenskomsten i Danske Bank og giver os et godt mandat for de kommende års arbejde.
- Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank

Tak for det store engagement

I løbet af forhandlingerne mødte Finansforbundet i Danske Bank en modpart, der også lagde stor stor vægt på at være transparente og løsningsorienterede.

”Vi har haft en fælles interesse i, at Danske Bank skal være et godt sted at være ansat med gode vilkår og mulighed for kompetenceudvikling og trivsel. Det vil jeg gerne anerkende koncernen for”, siger Kirsten Ebbe Brich og uddyber:

”Jeg vil også gerne takke de rigtig mange medlemmer, der har stemt og engageret sig i overenskomstforhandlingerne samt stillet spørgsmål undervejs. Det er dejligt og en stor drivkraft for os og vores arbejde at mærke jeres store interesse for overenskomsten”.

Stemmeprocenten blev på 62,5.

Den nye overenskomst i Danske Bank

Din løn stiger automatisk med 4,5 procent 1. juli 2023 og med tre procent 1. juli 2024.

Læs, hvad din nye overenskomst ellers indeholder af ændringer.

Seneste nyt