Vi er en lille enhed i en stor maskine

Er der sagt A, må der også komme et B. Sådan har jeg det, jeg gør ikke tingene halvt, og jeg giver ikke så let op.”

Claus Borup Thomsen har haft noget at bruge sin vedholdenhed på, siden han blev formand i Kundechefforeningen i Nordea Pension. Som det vil være mange læsere bekendt, blev Topdanmark Livsforsikring i december 2022 solgt fra og blev til Nordea Pension. Det indebar meget nyt, blandt andet at der skulle stiftes en ny kundechefforening.

”Vi var en håndfuld gode kolleger, der satte os ned og prøvede at finde ud af, hvad der var vigtigst at få styr på,” fortæller Claus Borup Thomsen.

Han var to år forinden blevet valgt ind i assurandørforeningen i Topdanmark, og blev i første omgang næstformand i den nye forening i Nordea Pension regi. Imidlertid trak den tidligere formand sig efter en meget krævende start for den nye forening – og Claus Borup Thomsen blev af adskillige kolleger opfordret til at tage over. Han har været formand siden maj ’24.

”Jeg prøver at vælge mine kampe. Hvis det er stort og har almen betydning, går jeg selvfølgelig ind i det med det samme. Når det er noget mindre, kan jeg guide det enkelte medlem og venter med at gå ind i det, til det bliver nødvendigt – og det bliver det meget sjældent.”

Ikke flere kameler

Til gengæld har der været meget af det overordnede at forholde sig til for formanden.

”Vi er en lille enhed i en stor maskine, og det giver en stribe udfordringer. Vi er ikke bankfolk, vi er forsikringsfolk. Nordea kender ikke vores kontraktforhold og systemet har ikke været gearet i forhold til fx overførsel af feriedage - vi har ret til at overføre flere af dem end bankansatte - og den slags. Det har fyldt meget og været op ad bakke at få det til at ske. Det er en tung proces.”

Claus Borup Thomsen har derfor haft fing rene meget i HR-sager:

”Jeg opgiver ikke, når jeg får at vide, at det ikke kan lade sig gøre fx i forhold til overførsel af feriedage. Det kan gøres håndholdt, hvis systemerne ikke vil, og det insisterer jeg så på. I den forbindelse er det heldigt, at vi kun har omkring 30 medlemmer i vores lille forening, ud af de omkring 340 forsikringsansatte.”

Han står særligt hårdt på at få tingene igennem for medlemmerne, også fordi han synes, de allerede har ofret nok:

”Vi måtte sluge en del kameler i forbindelse med opkøbet, i og med vi måtte tilpasse os deres løntanker”, siger han med henvisning til, at man i forsikringsbranchen typisk har en fast løndel og derudover en bonus, der reguleres efter, hvor meget man sælger. Nu er medlemmerne ”tæt på 100 procent fastlønnet.”

Ukendt kultur

En ting er, at der ”en masse små ting, hvor vi ikke passer ind” – det er også en helt ny kultur for de tidligere Topdanmark Livsforsikring ansatte at finde sig til rette i.

”Det er en udfordring at falde på plads som ny i Nordea, kulturen i banken er fuldstændig ukendt for os - og helt anderledes end den, vi kender fra Topdanmark Livsforsikring. Selv om plejer er død, og vi gør, som man gør i banken, er vi altså fortsat ikke ansat i en bank, men i et forsikringsselskab – det er en vigtig forskel for os.”

Han fortæller, at selv om Topdanmark var stort med omkring 2500 ansatte, var det ”lige før cheferne kunne huske os alle ved navn.” Mens Nordea er enormt og han oplever, at der er langt til toppen.

Ingenmandsland 

Claus Borup Thomsen begyndte som elev i Topdanmark i 1995, og selv om han har haft en afstikker på nogle år til Danica Pension, var det en meget speciel oplevelse at få en mail om, at hans ansættelse stoppede:

”Det var en total standardmail, og meget underligt efter alle de år. Jeg gik ud fra, at den ville blive fulgt op af en velkomstmail fra Nordea Pension, men det skete ikke umiddelbart. Det var lidt som at blive sagt op uden at vide, hvor man skulle møde næste dag, en følelse af ingenmandsland.”

Så han pakkede sammen og sagde farvel til sine kolleger i erhvervspension, der ikke var del af frasalget. ”En af dem sagde: ”Vi ses vel i morgen?”, men jeg måtte jo ikke komme der mere for at arbejde, det var slut. Jeg var ikke længere en del af Topdanmark.”

Da han kom hjem til kæresten den aften og fortalte om mailen, var hendes reaktion: ”Er du så fyret?”

”Jeg svarede, at jeg da regnede med, at jeg var ansat i Nordea Pension. Og det var jeg og kollegerne jo, men det er den slags, der viser, at vi er et stort sted. Der er ikke lige nogen, der har taget ansvar eller synes, at det er så vigtigt at få sendt den mail til de nye kolleger.”

Peters Pensionskasse Indtil videre har formanden altså ikke oplevet, at forsikringskulturen for alvor er blevet favnet af Nordea.

 ”Det er en meget lang indkøringsproces. For mit eget vedkommende var jeg vant til at arbejde i Topdanmark i Viby i hvert fald 1-2 gang om ugen igennem de seneste små 11 år. Kontoret var mere som en base for os, og vi mødte jævnligt de nærmeste kolleger.”

 Nu er der blevet langt mellem møderne, ud over det fastlagte månedlige møde, for medlemmerne af foreningen er meget spredt geografisk:

”Vi er kommet til at køre meget hver vores eget lille flow. Det kunne lige så godt være Peters Pensionskasse, vi mangler følelsen af at arbejde sammen og for det samme, som vi havde opbygget i Topdanmark Liv.”

Selv kan han føle sig lidt ramt af kollegasavn, så han prioriterer at lægge møder i kalenderen, som sikrer, at han møder mennesker fysisk.

”Jeg kan godt lide at komme ud på en virksomhed, hvor jeg bliver genkendt og har e n relation til andre.”

Hr. formand! 

Relationerne i foreningen dyrkes særligt to gange årligt – til et medlemsmøde og ved generalforsamlingen.

”Vi kommer ikke til at gøre det over teams, det er vigtigt, at vi mødes, ellers kan vi lige så godt lade være at have en forening. Typisk er der også et fremmøde på omkring 75 procent.”

Ved de lejligheder bliver han takket for sin indsats, men der er også en del godmodigt drilleri.

”Der er nogen, der slår hælene sammen og siger ”Goddag, hr. formand!” og jeg svarer ved at lange ud, som om jeg ville stikke dem en lussing. De flest af os har kendt hinanden i mange år, vi hygger os sammen.”

Han oplever også en personlig udvikling i at være formand: ”Man skal jo agere lidt som politiker, og kæmpe sine kollegers sag så meget som muligt, men det skal være ret og rimeligt både overfor kolleger og arbejdsgivere. Vi har ikke mange personalesager, men jeg synes også, det vil være spændende at kæmpe for den enkelte for at sikre bedst mulige vilkår.”

Når han kaster sig over en opgave i foreningsregi, afføder det ofte flere opgaver:

”Det er som ringe i vandet. Pludselig er man sovset ind i arbejdsmiljøregler, fordi nogen har brug for møblement til hjemmearbejdsplads. Man kunne tro, at man bare kunne ringe et sted hen og få den kontorstol, men nej-nej - der skal gøres benarbejde.”

Hans tålmodighed bliver ind imellem testet i den slags sager:

”Du kan bruge al den tid, du vil, på at få den slags til at lykkes. Man må stå på sin ret som en lillebitte brik i en kæmpestor koncern – bare det at finde ud af, hvem man skal tale med. Men som sagt giver jeg ikke så let op.”