Jeg var nødt til at sige ja til posten

Nadja Lind Bøgh var i forvejen temmelig engageret i den faglige personaleforening i Arbejdernes Landsbank, da hun fik forespørgslen.

”Det endte alligevel tit med, at jeg tog opgaver på mig i forbindelse med personaleforeningen, så springet var ikke så stort. Begge mine forældre har også været fagligt engagerede, det har aldrig været fremmed for mig at tage det ansvar.”

Nyt niveau

Det er efterhånden 14 år siden, hun blev valgt første gang, men for nylig blev det faglige arbejde taget til et nyt niveau. Arbejdernes Landsbank indgik overenskomst med Finansforbundet, og i den forbindelse blev Nadja Lind Bøgh fællesrepræsentant på fuld tid.

”Jeg føler mig virkelig privilegeret over at kunne bruge al min arbejdstid på at gøre en forskel for medlemmerne, nørde i bund med tingene. Tidligere kunne jeg på skift have lidt dårlig samvittighed overfor mit arbejde i banken og mit faglige arbejde. Det kan være svært at passe begge dele optimalt,” konstaterer hun, der blev næstformand i den faglige forening i 2016.

Vælge kampe

Nadja Lind Bøgh går op i at være en stemme for alle medlemmer, men er også med årene blevet stadig mere opmærksom på, at man må vælge sine kampe.

”I den overgangstid vi har været i, mens vi rykkede over i Finansforbundet, har der været meget fokus på at sikre, at alle blev hørt - og at det gode fællesskab, vi har, blev ført videre.”

Hun fortæller, at hun ser det som sin rolle altid at skubbe på og sørge for at tingene er i udvikling, så hun engang kan aflevere sine poster – også som medarbejderrepræsentant i bankens bestyrelse – i toptunet form.

”Jeg vil gerne sikre mig, at medarbejdernes stemme bliver hørt i stadig flere sammenhænge. Jeg er også som person sådan, at jeg gerne vil udvikle mig konstant. Den mulighed for udvikling har jeg fundet i det faglige arbejde.”

Insisterende

Det betyder, at hun lægger engagement i sagerne og også kan bide sig fast:

”For længe siden fik jeg det råd at vælge mine kampe, og jeg er opsat på at være konstruktiv i min kritik. Jeg kan godt være insisterende, det har jeg det fint med, og det ser jeg også som en del af min rolle. Hvis jeg får trådt nogen over tæerne i den forbindelse, er jeg omhyggelig med at beklage bagefter.”

I takt med, at hendes faglige engagement er vokset, er hun blevet mere bevidst om at vægte sine ord:

”Der følger et ansvar med, og det er en anden balancegang, som man er nødt til at finde. Ellers lukker dørene og der er rum, man ikke længere bliver inviteret ind i.” 

Hun forklarer, at det er i kollegernes interesse, at der bevares adgang til disse samtaler - og dermed muligheden for at debattere, påvirke og blive hørt flest muligt steder. 

”Omvendt vil jeg ikke fremstå som en helt anden end den, jeg er, og den mine kolleger har valgt. Nogle gange er man bare nødt til at være mere strategisk.”

Hun håber, at kollegerne kan gennemskue, at hun er nødt til at være mere diplomatisk i nogle sammenhænge, for hun har ikke altid mulighed for at forklare sig.

”Nogle oplysninger kan man ikke dele, og der følger ikke kun sjove opgaver med rollen. Det er ikke et hverv, man skal påtage sig, hvis man gerne vil klappes ad. Der er mange opgaver, du løser, og aldrig kan fortælle bredt om. Men det er drønspændende.”