Leder: En påmindelse om noget af det allervigtigste
Året, der er gået, vil for alvor gå over i historien. Det siger man måske oftere, end det reelt berettiger til, men denne gang er jeg ikke i tvivl. Corona-pandemien har været ekstremt udfordrende og ændret helt fundamentale livsvilkår for os alle.
Særligt udfordrende har det været for dem, der har mærket de hårdeste konsekvenser helt tæt på. I form af dødsfald i familien og sygdom eller at have mistet sit job og livsgrundlag. Men også for os andre, der på forskellige måder har haft oplevelser af afsavn, bekymringer og udfordringer med at få en ny hverdag til at hænge sammen uden social kontakt på den måde, vi er vant til.
I det lidt større perspektiv har pandemien også gjort behovet for et velfungerende sundheds- og velfærdssystem synligt og konkret. Vi har erfaret, at fællesskabet kan håndtere en svær og kritisk situation, som overstiger det enkelte menneskes egne handlemuligheder.
På den måde har året, der er gået, været med til at minde os om styrken ved demokrati. Men vi har også fået syn for sagn i forhold til, hvor skrøbeligt det kan være.
Hele processen omkring det amerikanske præsidentvalg var et udtryk for et afgørende og foruroligende skred omkring fællesskabet og demokratiske institutioner. I januar fik vi så endnu en øjenåbner. I form af stormløbet på Kongressen i Washington.
Vores demokrati er fundamentalt - men vores demokrati er også skrøbeligt. Og vi er nødt til at tage det dybt alvorligt, når vi ser, hvor hurtigt vores grundlæggende værdier kan blive udfordret. Der skal faktisk kun én præsident, der ikke forstår at forvalte den magt, folket har givet ham, til, før det hele er ved at ramle.
Herhjemme er vi heldigvis langt fra amerikanske tilstande. Men også her ser vi, hvordan der på en anden måde end tidligere bliver sået tvivl om de fundamentale spilleregler. I løsrevne debatter – ofte i ly bag skærmene på sociale medier – men også længere inde i den etablerede folkelige og politiske offentlighed.
Helt konkret for eksempel når de såkaldte ’Men in Black’ demonstrerer med tumult og voldelige udfald, som gør, at politiet er nødt til at opløse demonstrationerne. Det er en glidebane, som ikke er ny, men som er blevet tydeligere.
I Danmark skal vi være stolte af vores demokrati. Med plads til forskelligheder – ikke mindst politisk. Og plads til, at vi kan debattere, være uenige. For det er det, der gør, at vi også finder kompromisser og konkrete løsninger, der gavner flest muligt og bedst muligt. Det demokrati må og skal vi blive bedre til at værne om.
2020 har på mange måder været udfordrende. Men vi har også fået nogle værdifulde påmindelser om noget af det, der er allervigtigst. Både i det helt nære - og i det helt store billede. Lad os tage de erfaringer med ind i det nye år og bruge dem til noget fornuftigt og til fordel for fællesskabet.