Menu luk

Klumme: Overenskomsten er din

Den handler om dig og dine kolleger. Det er jer og rammerne om jeres arbejdsliv, der er alfa og omega for os, når vi forhandler overenskomst.

16. mar. 2020

Derfor håber jeg også, at du vil tage godt imod det resultat, vi blev enige med Finanssektorens Arbejdsgiverforening om en tidlig mandag morgen midt i februar efter en lang dag og en endnu længere nat ved forhandlingsbordet som kulmination på de centrale partsforhandlinger, der blev skudt i gang i midten af januar. Det var en lang og ikke ukompliceret proces, men vi sidder nu med en overenskomst, som er god og fornuftig. Det er også en overenskomst, som hænger tæt sammen med det grundlag og mandat, vi i forhandlingerne har haft med fra vores bagland, og som i sagens natur stammer fra det, der fylder i jeres hverdag som medlemmer og medarbejdere i den finansielle sektor. 

I overenskomsten er der noget her og nu: Vi får en fornuftig lønstigning og stigning i det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag over tre år, hvoraf en del er i puljer til lokal forhandling. Vi får en række stærke tiltag til at styrke trivslen gennem et trivselsudvalg på sektorniveau, der blandt andet skal levere anbefalinger til bedre trivsel, og konkrete midler til ansættelse af en gruppe trivselskonsulenter, der skal stå til rådighed for virksomheder og medarbejdere til at afhjælpe trivselsudfordringer i praksis. Vi får flere midler i kompetencepuljen – og vi holder fast i den tandforsikring, der kom med som en forsøgsordning ved sidste forhandling. 

Og så tager vi fat på en modernisering af arbejdstids- og lønsystem, hvor vi blandt andet har fået selvstændig arbejdstilrettelæggelse for flere – hvilket også er med til at styrke trivslen. Grundtanken er mere fornuftig fleksibilitet i det lange løb, og derfor er der også indlagt solide og fornuftige overgangsbestemmelser ind til at håndtere vejen til det nye.

Overenskomstforhandlinger er aldrig nemme. Heller ikke denne gang. Det var forhandlinger, der startede rigtig svært, men hvor vi også fandt et momentum undervejs mod at blive enige. For det er jo også det, forhandlingerne er til for. At vi kommer overens i forhold til at løse de udfordringer, vi står over for med hver vores udgangspunkt som ansatte og arbejdsgivere. 

Overenskomsten skal leve i hverdagen og i virkeligheden. Den er blevet til med dig som udgangspunkt, for det er rammerne om dit arbejdsliv og din hverdag, det hele handler om.

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind, Politisk kommunikationsansvarlig

kl@finansforbundet.dk