Menu luk

Jeg vil 100 procent vælge at møde på arbejde

Under Corona-krisen har privatrådgiver Heino Olesen for alvor mærket, hvor meget det betyder for ham at have kolleger omkring sig – og at kunne møde kunderne fysisk

Af Birgitte Aabo

For nogen er det en øjenåbner til den positive side at opleve, hvor effektivt det er muligt at arbejde fra hjemmearbejdspladsen. For Heino Olesen, der er privatrådgiver i Vestjysk Bank i Holstebro, satte det først og fremmest en streg under, hvor meget han holder af at møde på arbejde. Hver dag.

”Jeg har ikke noget behov for at arbejde hjemmefra, hverken helt eller delvist, jeg ville bestemt ikke bytte det for min normale arbejdssituation. Det sociale med kollegerne betyder rigtig meget for mig, jeg har savnet dem kolossalt under Corona-krisen”.

Han ventede derfor med længsel på at få mulighed for at begynde at genopbygge sin hverdag, da Magasinet Finans talte med ham, mens han endnu sad på sit hjemmekontor i et børneværelse. Herfra har han, efter lidt indkøringsvanskeligheder med at få computeren op at køre, løst de sædvanlige opgaver.

”Der er bare noget, der mangler, også i forhold til kunderne. Bare sådan en ting som at kunne stikke hovedet ned i en barnevogn, når nybagte forældre opretter en børneopsparing – det opbygger tillid og giver en anden dialog, som i sidste ende også har betydning for bankens indtjening”, vurderer Heino Olesen. 

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Vanskeligt at komme i dybden

Noget af det vanskeligste hjemmefra har været at nøjes med Skype-møder med kunder, der står overfor pension:

”Det er bare ikke det samme, som at sidde overfor hinanden. Når det handler om drømme og fremtid, skal der en dybere kontakt til, som er svær at etablere elektronisk”.

Kunderne har været meget forstående og heller ikke selv været interesseret i fysiske møder under Coronaens hærgen, men det ville ikke fungere fuldstændig at lukke ned for fysiske møder på den lange bane, er privatrådgiveren overbevist om.

Så snart det var muligt, lukkede hans afdeling da også op for, at de største mødelokaler kunne bruges til kundemøder – naturligvis under iagttagelse af en række hygiejniske regler.

Struktur på hjemmearbejdet

Heino Olesen og hans kone, der er børnehaveleder, har tre børn, som går i henholdsvis 0., 3. og 5. klasse, og familien har holdt sig til eget selskab under nedlukningen af Danmark. Hver dag er han gået på arbejde i børneværelset.

”Jeg har logget på computeren i min sædvanlige arbejdstid, og vi har haft daglige virtuelle møder i afdelingen. Det er godt at have de elektroniske muligheder, de har gjort det muligt at få løst opgaverne og holde hinanden opdateret – men det er slet ikke det samme som at have den daglige ping-pong med kollegerne”, konstaterer privatrådgiveren.

I nogle enkelte situationer kunne Heino Olesen godt tænke sig t arbejde hjemme i fremtiden.

”Hvis fx vores store dreng er hjemme med lettere sygdom, eller jeg selv var på vej til at blive rask efter sygdom, kunne det være meget rart at have muligheden for at arbejde lidt eller tjekke, hvad der lå af opgaver. Men det er en balancegang, det må ikke skride, så man ikke holder fri, når man har det”.