Vil du have det bedre, så bliv ældre
Jette Frøkjær er et eksempel på, hvad tallene fra Finansforbundets trivselsundersøgelse viser: +55 trives bedre på mange områder
”Jeg kan være fysisk træt efter en travl arbejdsdag. Men jeg føler mig ikke længere stresset.”
Blæseren i bilen bliver slukket på hjemvejen, når Jette Frøkjær har haft en af de heftige arbejdsdage, som for eksempel da hendes afdeling blev bestormet af op mod 800 opkald om MitID.
”Så trænger jeg bare til ro på hjemvejen, men jeg kører også hjem med en oplevelse af at have hjulpet mange mennesker. Jeg bliver træt i hovedet, men ikke stresset,” siger den 64-årige kundeservicemedarbejder, der de seneste halvandet år har arbejdet i Middelfart Sparekasse.
Jette Frøkjær er en af dem, der har haft en samtale med sin leder om sin senkarriere. Det har kun omkring en tredjedel på hendes alder. Men tallene viser, at de trives bedre end dem, der ikke har haft snakken og lagt en plan. Foto: Martin Dam Kristensen.
Mindre stress blandt de erfarne
Hun er blandt de 11.000 medlemmer, der har besvaret Finansforbundets trivselsundersøgelse, og samtidig repræsentant for den udvikling, der kan aflæses blandt de 55+-årige: De oplever mindre stress end yngre medlemmer.
”Jeg har selv oplevet at føle mig stresset af arbejdet tidligere i mit arbejdsliv, men i mit nuværende arbejde eksisterer bunker ikke, og jeg kan gå hjem uden at have noget hængende til næste dag,” siger Jette Frøkjær.
Høj arbejdsglæde
De 55+-årige adskiller sig på flere måder positivt i forhold til de øvrige medlemmer af Finansforbundet. Det gælder i forhold til at se en mening med arbejdet og arbejdsopgaverne og i forhold til deres balance mellem fritid og arbejde, work-life-balance. Elementer, som kan påvirke stressniveauet.
Jette Frøkjær kan genkende det hele på den positive måde fra sin egen situation.
”Min arbejdsglæde er høj. Jeg føler, jeg bidrager på en god måde på arbejdet og i mit team. Jeg er også blevet imødekommet på mit ønske om at holde fri hver anden fredag. Det synes jeg er flot af arbejdspladsen. Det viser, at man tager den enkeltes ønsker alvorligt.”
55+ er mindre stressede
Hver 5. af de 55+-årige føler sig stressede mod hver 4. af deres kolleger.
Kun hvert 3. medlem på 65 år har fået lagt en plan for den resterende del af deres arbejdsliv.
51 procent af de 55-67-årige, som har en senkarriereplan, trives i høj grad med arbejdet.
36 procent uden senkarriereplan trives i høj grad med arbejdet.
De 55+-årige adskiller sig positivt ved at finde højere mening med arbejdet, føle bedre work-life-balance og være gladere for arbejdsopgaverne.
Negativt adskiller de sig især ved at føle færre udviklingsmuligheder.
Trivslen blandt de 55+-årige ligger på niveau med gennemsnittet i trivselsundersøgelsen.
Kilde: Finansforbundets trivselsundersøgelse
Samtale om senkarriere
Jette Frøkjær er blandt de medlemmer, der har haft samtaler om sin senkarriere med sin leder. Det har kun omkring en tredjedel på hendes alder, og tallene viser, at det hænger sammen med trivslen, om man har haft en sådan.
”Det er fint med sådan en samtale, den foregår i en god tone. Jeg har sagt, at jeg ikke er interesseret i at gå på pension foreløbig. Det er jo også meget rart for arbejdsgiveren at vide, om man smutter lige om lidt. Det har jeg ingen planer om, jeg har det godt. Og så er jeg jo også eneforsørger,” siger Jette Frøkjær som godmodigt drilleri af sin pensionerede mand.