Menu luk

36.000 finansansatte har fået særligt kompetenceløft: ”I spiller en sindssyg stor rolle”

WWF Verdensnaturfonden fremhæver den finansielle sektor, efter 9 ud af 10 ansatte har fået et grønt kompetenceløft. At der er alvorligt brug for det, viste også et møde i Finans Danmark om biodiversitet.

5. apr 2023
4 min

”Vi har alle de teknologier, der er brug for. Vi kunne fikse det nu!”

Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet, skar det ud i pap, da hun før påske havde ordet på møde om biodiversitet. Det foregik i interesseorganisationen Finans Danmark foran en morgenduelig forsamling fra sektoren.

Her talte hun om det skræmmende faktum, at organismer, der uddør, aldrig kommer igen. Om at Danmark er næstringest på feltet i EU. Og om, at det ganske vist er svært at tjene penge på biodiversitet, men til gengæld let at tabe store summer ved at ignorere den.

Stadig flere ved, hvad hun taler om, for som bekendt diskuteres den bæredygtige omstilling af samfundet overalt.

I løbet af de seneste år er finansansatte også blevet klædt på til at tale grønne valg med kunderne på en langt mere kvalificeret måde. Ikke mindre end 36.000 medarbejdere i finanssektoren har fået et grønt kompetenceløft, viser tal fra Finans Danmarks bæredygtighedsredegørelse.

Det svarer til omkring ni ud af ti ansatte i sektoren.

 

"Vi kommer til at se den grønne omstilling som en endnu mere integreret del af forretningen også i vores sektor"
- Kent Petersen, formand Finansforbundet

Pladser revet væk

For bare to år siden var det kun 8.000 medarbejdere, der havde zoomet ind på bæredygtighed. Udviklingen skyldes et stærkt fokus på tværs af sektoren på den centrale rolle, de ansatte i penge- og realkreditinstitutter spiller.

I 2021 blev uddannelse 'Bæredygtig kundedialog – erhverv’ lanceret i Finanskompetencepuljen i samarbejde mellem Finansforbundet, Finanssektorens Uddannelsescenter og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, med opbakning fra Finans Danmark og Lokale Pengeinstitutter. Pladserne blev revet væk. 

I 2022 var interessen blevet så stor, at Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet besluttede at investere yderligere fire millioner kroner i uddannelsen.

”Det har været naturligt for os i Finansforbundet at være med til konkret at løfte opgaven, fordi den handler om at understøtte udviklingen af vores medlemmers kompetencer – og samtidig løse en samfundsopgave i fællesskab med andre,” siger Kent Petersen, formand i Finansforbundet.

Han mener, at den grønne omstilling på mange områder først for alvor er ved at komme i gang nu:

” Vi kommer til at se det som en endnu mere integreret del af forretningen også i vores sektor, og det kommer til at stille endnu flere krav til både medarbejdere, virksomheder og organisationer.”

Sindssyg stor rolle

Som Jacob Fjalland, Innovation Director i WWF Verdensnaturfonden, der var inviteret til morgenmødet i Finans Danmark, sagde om finanssektorens rolle i løsningen på biodiversitetskrisen:
”I spiller en sindssyg stor rolle.”

Han henviste til både finansiering af løsninger, der tager hensyn til biodiversitet og finanssektorens rolle som dem, der stiller de rigtige spørgsmål om grønne emner til kunderne og er med til at sikre rettidig omhu.

Ny netværksgruppe

Men banker, kapitalforvaltere og virksomheder har alle brug for at blive klogere på, hvordan hensyn til biodiversitet kan integreres i forretningen, er erkendelsen i Finans Danmark. Derfor oprettes nu en nordisk netværksgruppe i samarbejde med UN Global Compact Network Denmark.

Når virksomheder bliver bedre til at rapportere om deres aftryk på naturen, giver det også finanssektoren bedre mulighed for at ”sende pengene væk fra aktiviteter, der skader naturen, og mod aktiviteter, der får den til at blomstre,” som Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing hos Finans Danmark, formulerer det.

Det første møde i det nye netværk med de store opgaver holdes i april.

Sektorens grønne kompetencer

Ifølge Finans Danmarks bæredygtighedsredegørelse 2023 har mere end 36.000 ansatte i penge- og realkreditinstitutter fået en videreuddannelse i bæredygtig finans i løbet af de seneste tre år. Det svarer til omkring ni ud af ti medarbejdere.

Videreuddannelsen favner alt fra traditionelle kurser, webinarer og e-learning til efteruddannelse med fokus på forskellige medarbejdergrupper. 

Nogle institutter har selv stået for at uddanne deres medarbejdere, mens andre har tilkøbt efteruddannelse eksternt eller benyttet kurser udbudt af Finanssektorens Uddannelsescenter.

Seneste nyt