Menu luk

Verdens første bank for LGBTQ+

Hvilke bankfolk forstår smerten, når en bøsse går ind i en bank og bliver spurgt: Hvad laver Deres kone? Det spørger Rob Curtis, der sammen med to andre ”queer millennials” har stiftet Daylight, en neobank, der har fået 100.000 kunder de første 100 dage.

18. jan. 2022
4 min

Jeg har sendt Rob Curtis en e-mail, hvori jeg spørger, om han har tid til et Zoom-interview og to minutter senere kommer svaret på mobilen: ”Sure thing. How's Monday at 11am ET?” Der er kort afstand fra idé til handling, dér hvor Rob Curtis befinder sig i det yderste finansielle vækstlag, hvor fremtidens banker bliver skabt.

Rob Curtis er medstifter og CEO for Daylight, som er verdens første bank, der henvender sig til mennesker, der definerer sig som lesbiske, bøsser, biseksuelle eller transkønnede, til daglig forkortet LGBTQ+, altså mennesker, hvis identitet afviger fra det store flertal. ”Er du selv en del af LGBTQ-fællesskabet?” spørger den nye bankdirektør, da jeg fanger ham på skærmen i bagende solskin i Mexico med en kop kaffe i hånden. Hans bank er formelt blot 100 dage gammel, men den har allerede 100.000 brugere, og væksten accelererer, efter at kendskabet til den nye specielle bank er begyndt at spredes fra mund til mund i queermiljøet.

”Verden bevæger sig mod ’tribalism’”, siger Rob Curtis, ”altså en opdeling i stammer, og vores nye bank fokuserer på LGBTQ+-stammen, der i dag bliver underserviceret af de eksisterende banker”.

Ideen med banken opstod, da Rob i 2018 var direktør for Gaydar, en datingplatform med to millioner brugere over hele verden. Her kunne han følge chatten blandt de kontaktsøgende, og den handlede mest om alle de praktiske udfordringer, som mennesker inden for LGBTQ kæmper med ”i en verden, der ikke er designet for dem”.
Rob Curtis har en finansbaggrund, og hans startup blev i 2019 trimmet gennem J.P. Morgans acceleratorprogram, og i 2020 gik han så sammen med to andre ”queer millennials”, Billie Simmons og Paul Barnes-Hoggett, hvorefter de stiftede Daylight i New York.

Finansiel rådgivning om kønsskifteoperation

Daylight er en bank, som er vokset ud af pandemien og de sociale mediers identitetsdebat.

Naturligvis signalerer mange af de store banker også, at de er LGBTQ+-venlige og bringer regnbueflag på hjemmesiden, men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om grundlæggende at forstå de kunder, der har en helt anden hverdag og virkelighed, end flertallet umiddelbart kan sætte sig ind i. Hvilken bank kan rådgive om finansiering af kønsskifteoperation, drøfte juridiske problemer omkring adoption for ægtepar af samme køn eller give lån til hiv- eller hormonbehandling? Hvilke bankfolk forstår smerten, når en bøsse går ind i en bank og bliver spurgt: Hvad laver Deres kone? Eller nederlaget, når man ikke kan få sit ønskede navn på kreditkortet, men kun kan få det, som står på det officielle ID-kort.

”Mange banker tror også, at ’queer couples’ svømmer i penge med to indtægter og ingen børn, men virkeligheden er, at 40 procent af vores kunder ikke har 200 dollars til tandlægen, hvis de knækker en tand”, siger Rob Curtis. Det er alle disse problemer, vi adresserer, når vi udformer vores servicer.


Daylights tre stiftere Paul Barnes Hoggett, Robert Curtis og Billie Simmons.

LGBTQ-venlige arbejdspladser

Daylight er naturligvis en bank, som tager penge seriøst, men når man ser på bankens hjemmeside, fremstår den i lige så høj grad som en platform for et LGBTQ-fællesskab. Der er et væld af artikler lige fra ”5 områder, hvor et bøssebudget afviger fra andre” over ”Den bedste forsikring for transkønnede” til ”Hvad du skal vide om vold i et LGBTQ-hjem”.
Og hvor for eksempel grønne banker hjælper kunderne til at vælge miljørigtige varer, har Daylight et værktøj, ”Walk the Talk”, som hjælper brugerne med at finde arbejdspladser, hvor LGBTQ-mennesker bliver behandlet godt, eller butikker med LGBTQ-ejere.

At skaffe finansieringen til den nye bank var ikke let, og de tre kommende bankdirektører var ude at pitche deres idé for potentielle investorer igen og igen. Hver gang blev de og historien lidt bedre, og i sommeren 2021 lykkedes det at hente 5 millioner dollars fra en række fremtrædende venturefonde, blandt andet Citibank og Anthemis, og Daylight er lige nu ved at afslutte endnu en finansieringsrunde. Rob Curtis virker rolig med hensyn til fremtiden.

Han fortæller, at banken på den ene side er drevet af et ægte ønske om at hjælpe LGBTQ+ til at opnå en bedre tilværelse, men samtidig har man også respekt for, at man skal drive en bæredygtig forretning, og potentialet virker umiddelbart også stort: Omkring 30 millioner mennesker erklærer sig som hørende til LGBTQ-gruppen, og deres købekraft i USA er omkring 1.000 milliarder dollars.

Seneste nyt