Menu luk

Verdens største techgigant risikerer opsplitning

Verdens største fintech-gigant, kinesiske Ant Group, risikerer at blive splittet op efter forslag til nye monopolregler fra landets centralbank, der dog især vil begrænse techgiganternes brug af data fra betalingstjenester til at etablere boomende låneforretninger.

4. maj 2021
6 min

For Kinas to største techgiganter, Alibaba og Tencent, var april måneds gode nyhed, at månedlange efterforskninger for monopolmisbrug 'kun' mundede ud i bøder på henholdsvis 17 milliarder kroner og ni milliarder kroner.

Den dårlige nyhed var, at myndighederne slog fast, at der skal sættes en stopper for at de - og deres konkurrenter - misbruger populære betalingstjenester til et hastigt indtog på markedet for andre finansielle ydelser.

Især Ant Group - verdens største fintech-gigant, som e-handelsplatformen Alibaba ejer en tredjedel af - er blevet beordret til at afskære "upassende forbindelser" mellem dens dominerende betalingstjeneste Alipay og dets boomende forretning på eksempelvis markedet for lån til private. 

Største private långiver

Udover betaling online bruger kineserne flittigt Alipay flittigt i fysiske butikker, hvor man afregner ved at scanne en QR-kode, og betalingstjenesten har sat sig på 55 procent af markedet for mobilbetalinger. WeChat Pay, ejet af Tencent, sidder på omkring 40 procent.

Men Ant Group har desuden på rekordtid gjort sig selv til landets største udbyder af forbrugslån til private, som algoritmer kreditvurderer ved hjælp af data fra Alipay, der har over halvdelen af landets befolkning som månedlige brugere. Ligesom man tilbyder forsikringer og formueforvaltning.

Takket være data fra Alipay blev omsætningen fra lån i 2020 for første gang fintech-gigantens største indtægtskilde. Og den forretningsmodel må nu stoppe, har myndighederne beordret Ant, der modvilligt har accepteret at blive omdannet til et finansielt holdingselskab, der skal reguleres mere som en bank end en techvirksomhed.

Går nye tider i møde

Men det er ikke kun Ant Group, der ifølge analytikere går nye tider i møde. 

"Ants omstruktureringsplan vil tjene som skabelon for andre aktører i Kinas fintech-industri og vil sandsynligvis resultere i, at andre virksomheder reorganiserer sig på lignende måde, før myndighedernes tunge hammer rammer dem", siger Prasad fra Cornell University, tidligere divisionschef for Kina i den Internationale Valutafond (IMF), til Nyhedsbrevet Finans.

På et møde med 13 andre techgiganter i sidste uge beordrede repræsentanter for blandt andet landets centralbank og finanstilsyn også dem til at bryde de 'upassende forbindelser', der hersker mellem deres betalingstjenester og deres boomende låneforretninger.

"De, der undlader at rette op som anmodet eller trodser reglerne, vil blive straffet alvorligt”, advarede myndighederne, der også stillede en række andre krav til sektoren, som indtil nu har ikke har været underlagt mange restriktioner.

Rammer grundlæggende forretningsmodel

Med de nye regler underminerer myndighederne i bund og grund Ants grundlæggende forretningsmodel, som de amerikanske techgiganter - især Facebook og Google - forsøger at kopiere ikke bare i USA og Europa, men også i Asien og Latinamerika.

Nemlig at bruge data om deres milliarder af kunder til at trænge ind på først markedet for betalingsydelser, og derfra bevæge sig videre til långivning, formueinvestering, forsikring og andre finansielle produkter.

Vel at mærke typisk som mægler med minimal risiko for tech-giganterne selv. For selvom Ant - i modsætning til deres amerikanske konkurrenter - rent faktisk ejer 30 procent af en neobank, sidder man kun med risikoen for to procent af den enorme låneportefølje, man har opbygget gennem udlån til privatpersoner samt små- og mellemstore virksomheder, der har haft svært ved at få kredit i de traditionelle banker. Risikoen for de øvrige 98 procent sidder hos ofte statsejede partnerbanker eller investorer, der dermed er blevet underleverandører til fintech-giganten.

"Alt i Kina, og her tænker jeg på kommunistpartiet, handler om at varetage stabilitet, sikkerhed og kontrol af 1.4 milliarder mennesker, også i forhold til finansielle markeder. De største banker i Kina er statsejede og de-facto policy-banker. Når man så på samme tid har disse fintech-giganter, der tager markedsandele fra dem og begynder at udkonkurrere dem på fintech-området, så er det naturligvis en trussel mod de her banker", siger Mathias Severin Boyer, formand for det Danske Handelskammer i Kina og indtil sidste måned country manager i Kina for Danske Bank, til Nyhedsbrevet Finans.

Skal sidde med 30 procent af risikoen

Udover at være en trussel mod bankerne, har tilsynsmyndigheder længe advaret om, at især techgiganternes eksponentielle ekspansion indenfor fintech-verdenen udgør en systemisk risiko for økonomien.

En af de andre nye regler, der rammer de kinesiske techgiganter, er at de fremover som minimum skal tage 30 procent af risikoen for de lån, de formidler - og dermed vil blive tilskyndet til at passe mere på.

At det først og fremmest er Ant, har har fået kærligheden at føle, skyldes utvivlsomt at dets flamboyante stifter Jack Ma - der stadig kontroller selskabet - har talt bankmyndighederne ret imod.

Ant Group var i efteråret få dage fra at gennemføre verdens største børsnotering, der ville have skaffet en kapitalindsprøjtning til yderligere vækst på 227 milliarder kroner og værdisat selskabet til omkring to billioner kroner.

Men i en tale i Shanghai 10 dage inden børsnoteringen krævede han mindre regulering af fintech-sektoren - på samme forum hvor landets vicepræsident Wang Qishan havde lagt op til det modsatte. Få dage senere blev børsnoteringen aflyst, en beslutning der ifølge en undersøgelse af Wall Street Journal blev truffet af præsident Xi Jinping personligt.

Værdisætning raslet ned

Det er uklart, hvornår de nye regler skal træde i kraft, men samlet set vil de kraftigt bremse de kinesiske techgiganters indtog i finansverdenen - eller rulle den tilbage.

Og det ventes at koste Ant rigtig dyrt.

Med de nye regler vurderer konsulentfirmaer således, at hvis Ant skulle få tilladelse til at forsøge sig med en ny børsnotering, vil investorerne maksimalt værdisætte selskabet til en tredjedel af de oprindelige to billioner kroner. Måske endda kun en tiendedel, advarer Bloomberg Intelligence.

Udover låneforretningen går også Ants oprindelige kerneforretning, betalingstjenesten Alipay, usikre tider i møde. Den kinesiske centralbank har nemlig foreslået, at man skal definere det som et monopol, hvis en betalingstjeneste, der ikke er en bank, kontrollerer halvdelen af markedet for online-betalingsydelser. Eller hvis to sådanne virksomheder tilsammen sidder på over to tredjedele af markedet. Det vil dermed ikke bare ramme Alipay, der som nævnt sidder på 55 procent, men også Tencent, der via WhatsApp sidder på omkring 40 procent. I så fald skal centralbanken kunne opfordre konkurrencemyndighederne til at splitte selskaberne op.

Meget afhænger af implementering

Meget er således stadig uklart og handler dels om, hvordan og hvornår ny lovgivning formelt måtte blive vedtaget - men også hvordan den bliver implementeret, siger Kendra Schaefer, head of tech policy research hos konsulentfirmaet Trivium China. Alt det vil tage tid.

"Vi er på det stadie lige nu, hvor Tvillingetårnene er faldet, og alle bare står ved murbrokkerne. Vi ved ikke, hvad der skal ske nu - bolden er hos regeringen", siger Kendra Schaefer til Nyhedsbrevet Finans.

"Tror jeg, at Ant bliver nødt til at opdele sine egenskaber i en eller anden form? Måske. Vil de være nødt til at oprette visse vandtætte skotter? Det tror jeg. Tror jeg, at Ant bliver nødt til at dele visse data - men ikke alt - med regeringen? Ja, det gør jeg. Men vil den knæsætte Ants evne til at låne ud? Det er et åbent spørgsmål".

Læs også artiklen "Bigtech indtager finansverdenen"

Seneste nyt