Menu luk

Udskiftning af topchef på ærgerlig baggrund

Det er ærgerligt, at Chris Vogelzang stopper som administrerende direktør i Danske Bank, og at medarbejderne nu udsættes for endnu en forandring, mener Finansforbundets formand Kent Petersen og formanden for Finansforbundet i Danske Bank Kirsten Ebbe Brich. Samtidig hilser de Carsten Egeriis velkommen som ny topchef.

20. apr. 2021
2 min

Chris Vogelzang trak sig mandag 18. april som topchef i Danske Bank på grund af, at han af hollandske myndigheder er udpeget som mistænkt i en hvidvasksag i ABN Amro, hvor han var ansat, før han kom til Danske Bank. Samme dag blev 44-årige Carsten Egeriis, der hidtil har været risikodirektør udnævnt til ny administrerende direktør.
”Det er overraskende for de fleste, at Danske Bank nu skifter topchef, og det er et tab, at Chris Vogelzang stopper. Nu er den beslutning truffet på baggrund af en sag fra Holland, og når landet ligger sådan, er det positivt, at der udpeget en ny mand på posten. Jeg har et godt personligt indtryk af Carsten Egeriis, som vi ser frem til at forsætte samarbejdet med , og jeg tror også helt grundlæggende, at det vil være en fordel for banken at få en dansktalende topchef. Først og fremmest har man som ansat i Danske Bank mest af alt brug for arbejdsro efter nogle år, som på mange fronter har budt på tumult”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.

Potentiale til at være langsigtet løsning

Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank, ærgrer sig over, at medarbejderne nu udsættes for endnu en forandring oven i den tsunami af forandringer, de har været udsat for med organisationsændringer og afskedigelser de seneste år.

”Det tog noget tid for medarbejderne at tage Chris Vogelzang til sig, men det er mit indtryk, at mange var glade for hans lune og hans ærlighed”, siger hun.

Når nu han ikke kan fortsætte som bankens topchef, ser Kirsten Ebbe Brich Carsten Egeriis som en god erstatning.

”Det kan have positiv betydning for medarbejderne, at Carsten Egeriis har potentiale til at være en langsigtet løsning som topchef, og mange3 vil sætte pris på, at han taler dansk”, vurderer formanden for Finansforbundet i Danske Bank.

Vogelzang: Det eneste rigtige at fratræde

I en børsmeddelelse erklærer Chris Vogelzang sig overrasket over de hollandske myndigheders beslutning.

”Min status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt. Men i lyset af den særlige situation Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling. Derfor mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg fratræder. Jeg er meget ked af at forlade Danske Bank, som er en fantastisk virksomhed med virkelig kompetente medarbejdere, og det har været en stor ære for mig at lede den”, siger Chris Vogelzang i børsmeddelelsen.

På Danske Banks hjemmeside kan du se Carsten Egeriis’ cv.

Seneste nyt