Menu luk

Stor fusion udløser ikke afskedigelser

Den forventede fusion mellem Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank til Sparekassen Danmark er 15. fusion siden 2001, som Sparekassen Vendsyssel er involveret i. De 1.200 medarbejdere skal ikke umiddelbart frygte at blive afskediget, siger Vagn Hansen administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel.

15. jun 2021
3 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Mandag 14. juni kl. 7.50 meddelte Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank, at de ønsker at fusionere ligeværdigt og fortsætte som garantsparekasse under navnet Sparekassen Danmark af 1871. Med en egenkapital på over 9 milliarder kroner vil Sparekassen Danmark blive landets største garantsparekasse.
Samfundsansvar og bæredygtighed højt, og det er blandt andet målet, at Sparekassen Vendsyssels Fonde sammen med Jutlander Banks Fonde fremover skal kunne donere 100 millioner kroner årligt til almennyttige og velgørende formål, skriver de to pengeinstitutter i en fælles pressemeddelelse.

Sparekassen Danmark vil få en fremtidig balance på over 50 milliarder kroner, ca. 300.000 kunder og 84.000 garanter. Det forventes, at fusionen vil give forretningsmæssige synergier på ca. 50 millioner kroner i 2022 og yderligere 50 millioner i 2023.

I dag beskæftiger Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank til sammen cirka 1.200 medarbejdere, og selv om der vil ske sammenlægning af de to institutters afdelinger i Fjerritslev, Mariager, Hobro, Hadsund, Aalborg City Syd og Aalborg C, forventer man ikke, at der skal afskediges medarbejdere.

"Vores erfaring er, at vi med næsten 1.200 medarbejdere har så stor en naturlige afgang, at vi ikke behøver foretage afskedigelser. Der ligger en stor integrationsopgave foran os, og vi tror, det er bedst for alle parter, at vi klarer det uden fyringsrunder. Vi har heller ikke tradition for at afholde fyringsrunder i forbindelse med fusioner," siger Vagn Hansen, administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel til FinansWatch.

Større end Arbejdernes Landsbank

Målt på både medarbejdertal og egenkapital vil Sparekassen Danmark over hale Arbejdernes Landsbank, som p.t. er Danmarks 6. største pengeinstitut.

Hvis aktionærer og repræsentantskabsmedlemmer i Jutlander Bank følger bestyrelsens opfordring om at stemme for fusionen, er der udsigt til, at Sparekassen Danmark får hovedsæde i Vrå i Hjørring Kommune, mes der vil være to hovedcentre beliggende i henholdsvis Aars og Hobro. Efter fusionen vil Sparekassen Danmark herefter have 54 afdelinger.

”Vi er stærke hver for sig, men bliver endnu stærkere sammen. Vi har fundet sammen af lyst og ikke af nød. Det overordnede værdigrundlag vil fortsat være baseret på lokal nærhed, og kunderne kan fortsat være trygge ved, at den personlige rådgivning er til kundernes fordel. Vi vil sammen blive en endnu mere attraktiv arbejdsplads, hvor nuværende og kommende medarbejdere vil få mange flere muligheder”, siger Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank, i pressemeddelelsen.
Læs pressemeddelelsen om fusionen her.

15 fusioner på 20 år

Sparekassen Vendsyssel er det pengeinstitut, der har taget mest aktiv del i konsolideringen de seneste 20 år.

2001: Sparekassen Vendsyssel bliver dannet som en fusion mellem Vrå Sparekasse og Jelstrup-Lyngby Sparekasse.

2005: Fusion med Hellevad-Ørum Sparekasse.

2006: Sammenlægning med Brovst Sparekasse og Jerslev Sparekasse.

2008: Overtager Sparbanks afdeling i Frederikshavn. Sammenlægning med Ulsted Sparekasse.

2009: Overtager fire afdelinger fra EBH Bank.

2012: Fusion med Sparekassen Limfjorden og Sparekassen Hvetbo.

2015: Fusion med Hals Sparekasse.

2016: Opkøb af Den Jyske Sparekasses afdelinger i Lem, Skive, Vinderup og Aalborg.

2018: Overtager Østjydsk Bank.

2019: Fusion med Dronninglund Sparekasse.

2020: Overtager Salling Bank

2021: Fusion med Jutlander Bank til Sparekassen Danmark af 1871

Jutlander Bank blev etableret i 2014, da Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro fusionerede.