Menu luk

Professionsbachelor i Finans på førstepladsen

Ingen andre uddannelser har oplevet en tilsvarende vækst, målt på optagne studerende. Indenfor de seneste to år er der optaget 41 procent flere på studiet herhjemme, svarende til 334 optagne.

10. aug 2021
2 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

En vækst på 41 procent i løbet af to år behøver man ikke en professionsbachelor i Finans for at vurdere er markant. 334 flere ansøgere end i 2019 er optaget på uddannelsen i år.

Samtidig er der solid vækst i antallet af optagne på Finansøkonom. Her er der optaget 25 procent flere, sammenlignet med for to år siden.

Det viser overblik over årets optagelser på diverse studier fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Optagelsen i 2021 var samlet den næsthøjeste nogensinde, kun overgået af 2020.

Ligesom sidste år er optaget påvirket af, at en række andre aktiviteter, blandt andet udlandsrejser, har været vanskeliggjort for de unge under coronaen. For at imødegå den høje søgning og mindske risikoen for ungdomsarbejdsløshed indgik alle Folketingets partier aftale om oprettelse af flere studiepladser – omkring 6.000 ekstra fordelt over de to år.

Det er altså i det lys, tallene skal ses, men det ændrer ikke ved, at professionsbachelor i Finans er den blandt de 25 største uddannelser, der har oplevet den mest markante relative vækst. Den topper også i faktiske tal listen med stigningen på 334 personer, kun overgået af Finansøkonoms 386 ekstra studerende, sammenlignet med 2019.

Politisk konsulent i Finansforbundet, Josefine Boel Rasmussen, synes det er positivt, at de finansielle uddannelser fortsat nyder stor opbakning blandt de unge:

”Det er gode uddannelser med gode og mangefacetterede fremtidsmuligheder i den finansielle sektor. Det er uddannelser, hvor der er et godt fokus på balancen mellem teori og praktisk erfaring, som klæder de studerende godt på til arbejdslivet efter uddannelsesårene – og som også er med til at sikre langt størstedelen job efter afsluttet uddannelse”.