Menu luk

Nye kunder strømmer til

Til trods for corona og et filialnet, der midlertidigt måtte lukke ned, har der været stor aktivitet i landets lokale pengeinstitutter. Kundetilgangen er markant, siger den nye LOPI-formand John Christiansen: ”Den personlige kontakt betyder meget for kunderne.”

10. aug. 2021
2 min

Både store og små pengeinstitutter har haft medvind fra de store konverteringsbølger på boligmarkedet, og lokalbankerne har oplevet kundetilgang, siger Lokale Pengeinstitutters nye formand John Christiansen, der har været adm. direktør i Lån & Spar siden 2007.

”Jeg har god erfaring og indsigt i, hvordan man driver en god forretning som lokalt pengeinstitut.”

Som ny formand glæder det John Christiansen at indlede arbejdet i en tid, hvor nye kunder strømmer til de i alt 49 lokalbanker, sparekasser og andelskasser. Kunderne har tillid til de lokale pengeinstitutter, når der alene det seneste halve år er kommet næsten 30.000 nye privat- og erhvervskunder netto, siger formanden:

”Det underbygger en søgning, sympati og anerkendelse af, at vores rådgivning er helt på højde med de største pengeinstitutter.”

På spørgsmålet om, hvad de mindre lokale pengeinstitutter kan tilbyde, peger John Christiansen på det med at kende det lokalsamfund, de er en del af. Deres DNA er jo, at de lever med og i de områder, hvor de har til huse:

”Den personlige kontakt betyder meget for de kunder, der søger imod de lokale pengeinstitutter.”

LOPI’s andel af kunder ligger på omkring 25 procent inden for privatkunder. Antallet af medlemsinstitutter falder i takt med sammenlægninger, men da sammenlægningerne stort set sker inden for medlemskredsen, betyder det bare, at de enkelte medlemmer i gennemsnit er blevet lidt større.

Grøn omstilling

Når det kommer til den grønne dagsorden, opfordrer LOPI sine medlemmer til at være accelerator i en grøn omstilling. Og med den nye staturrapport fra FN’s klimapanel, der blandt andet slår fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte, er det klart, at den grønne omstilling er vigtig for os som samfund, siger John Christiansen:

”Her spiller lokalbankerne en helt central rolle. LOPI er optaget af grønne boliglån, grønne tiltag på boligmarkedet og investeringsforeninger med grønne profiler”, fremhæver den nye LOPI-formand og tilføjer, at vækst og grøn omstilling ikke kun er til gavn for klimaet, men også for indtjeningen.

I bestyrelsen siden 2009

Lokalbankernes nye formand har været en del af LOPI’s bestyrelse siden 2009 og næstformand siden 2012, så John Christiansen er en mand med solide erfaringer, der skal sikre medlemmerne konkurrencedygtige rammevilkår og samarbejdsløsninger, så flere kunder tilvælger de lokale pengeinstitutter.

Seneste nyt