Menu luk

Fokus på sammenhængskraften

Brian Østergaard Tolstrup, der er filialchef i Lån & Spar Aalborg, mener, vi skal være opmærksomme på, at hjemmearbejdet ikke udvikler en mere egoistisk kultur, hvor man kun passer sit eget skrivebord og sine egne opgaver.

25. maj 2021
3 min

Hvordan har det været at skulle lede medarbejderne under den lange periode med nedlukning?

”Nu er de fleste tilbage, men jeg synes, at det var rigtig hårdt i starten. Jeg ville være sikker på, at folk trivedes og havde det godt, så det var vigtigt for mig at ringe til hver eneste medarbejder hver dag. De skulle mærke, at jeg var der for dem, selv om jeg ikke kunne være der fysisk. Snakken kunne tage fra fem minutter til en halv time, men det var vigtigt at høre, hvordan de havde det, og om de havde brug for hjælp til noget”.

Hvad har du savnet? 

”Selvom vi har haft fredagsbar online, morgenbanko og lidt quiz, så vi kunne konkurrere og grine lidt, så har nedlukningen været en øjenåbner, i forhold til hvor vigtigt det er med sammenhængskraften på arbejdspladsen. Vi har virkelig savnet at være sammen. Vi har brug for at føle os som et hold, og det sker bedst ved at være sammen fysisk”.

Men tilbagevenden til arbejdspladsen kan også blive en stor omvæltning for nogle. Hvordan tackler I det?

”Vi er meget fleksible. De, der ønsker det, kan stadig arbejde hjemme. Men der er også sket noget med adfærden. Medarbejderne har et større behov for ro og fordybelse i arbejdet, så vi har nogle pladser, hvor man kan sidde afskærmet og i ro, og de er utroligt populære”.

Ifølge Finansforbundets undersøgelse for nylig har det største savn for mange været det kollegiale fællesskab. Er det noget, du har fokus på?

”Ja, men jeg tror, det bliver lettere, fordi vi hele tiden har holdt en god kontakt. Jeg oplever selv, at jeg ved de daglige opringninger er kommet tættere på medarbejderne end før, fordi vi har fået vendt nogle ting, der ikke kun var fagligt. Og så er jeg heldigvis begunstiget med medarbejdere, som rigtig gerne vil være sammen. Vi spiller lidt bordfodbold og dart. Desuden har vi aftalt, at vi skal spise sammen efter arbejde en gang om måneden”.

Det her er første gang, finanssektoren har været lukket ned. Hvad har du lært af det som leder? 

”Jeg har været lidt modstander af hjemmearbejde, så det var en stor overraskelse, hvor pligtopfyldende folk var. Folk har virkelig fået noget fra hånden. Desuden er jeg blevet mere bevidst om at have en god struktur og være klar i min kommunikation, så alle ved, hvad der skal ske”.

Hvilken betydning tror du, nedlukningen vil få for fremtidens arbejdsliv? 

”Jeg er overbevist om, at hjemmearbejde er kommet for at blive. Det giver en fleksibilitet, som vil blive et parameter for at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Jeg er ikke nervøs for mine egne medarbejdere, men vi skal også være opmærksomme på, at hjemmearbejdet ikke udvikler en mere egoistisk kultur, hvor man kun passer sit eget skrivebord og sine egne opgaver. Vi skal hele tiden have fokus på sammenhængskraften”.

 


Brian Østergaard Tolstrup

Filialchef, Lån & Spar Aalborg

43 år, bor i Støvring sammen med Marianne og deres tre børn.

Har arbejdet 18 år i Lån & Spar.

Filialchef i Lån & Spar Aalborg for 8 medarbejdere. Tidligere souschef i 11 år og har desuden taget master i ledelse 2017-19.

Seneste nyt