Menu luk

Finansforbundet tager hul på svære debatter

Dataetik, indretning af et fleksibelt arbejdsliv efter corona-krisen og udvikling af fremtidens velfærd er komplekse emner, som Finansforbundet ønsker at arbejde med til gavn for medlemmerne. Et ekstraordinært landsmøde tog mandag hul på debatten.

28. sep. 2021
2 min

Hvordan får vi skabt de nødvendige, stærke og rummelige arbejdsfællesskaber, når de ansatte på skift har hjemmearbejdsdage og sjældent er samlet alle sammen fysisk? Hvilken rolle ønsker vi som forbund at tage i forhold til at fremme dataetik i sektoren? Hvordan kan vi balancere fornuftigt mellem solidariteten i arbejdsløshedssystemet og individualiteten i de supplerende lønforsikringer?

Sådan lød tre af spørgsmålene, som de 179 delegerede til Finansforbundets ekstraordinære landsmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center drøftede mandag 27. september. Det skete i et anderledes set up, end man normalt ser til et landsmøde. Rammen var et Folketing med tre ministre, en formand og ni politiske partier (Finansforbundets kredse) med formænd, næstformand, ordførere og udvalgsmedlemmer, og nogle af de delegerede havde roller som pressechefer og journalister, der skulle kommunikere og referere lovgivningsprocessen, der skulle munde ud i politiske dokument om henholdsvis det fleksible arbejdsliv, dataetik og fremtidens velfærd.

”Formålet er at gøre den politiske proces mest muligt involverende og konkret, som vi kender fra det ordinære landsmøde. Men samtidig vil vi gerne pakke det ind i en lidt anden form for højtidelighed, end den vi kender, for der derved at adskille tingene”, sagde Finansforbundets formand Kent Petersen fra talerstolen til de delegerede.

Fremdrift og nysgerrighed

Debatterne om de tre emner, der vil være placeret på forbundets politiske dagsorden i de kommende år, var præget af fremdrift og nysgerrighed eftermiddagen igennem.

Hvad angår dataetik, bør Finansforbundet arbejde for et dataetisk kodeks og nedsættelsen af et dataetisk råd i samarbejde med arbejdsgiverne, lød en konklusion. Og selv om den finansielle sektor bliver stadig mere datadrevet, skal mennesket fortsat forblive vigtigst. Arbejdsgiverne skal ikke kunne afskedige medarbejdere ud fra, hvad en algoritme fortæller om den enkeltes produktivitet.

I forhold til fremtidens velfærd konkluderede det nedsatte udvalg på landsmødet, at der skal være fokus på rummelighed på arbejdsmarkedet, og karriere og talent har ingen alder. Der skal arbejdes for senkarriere – at seniorer får lyst og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet, end det er tilfældet nu.

(Fotos: Søren Schnoor)

Tillid, dialog og nysgerrighed skal være forudsætningerne for det fleksible arbejdsliv. Der skal være plads til alle i et stærkt fællesskab, der kan rumme den enkeltes valg, lød en anbefaling. En anden anbefaling er, at ledere skal klædes på til at lede i en fleksibel hverdag, hvor medarbejdere kan arbejde fra forskellige lokationer.

Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen takkede de delegerede for det arbejde, de havde udført for at udvikle forbundets politik om de tre emner.
”Vi står nu med tre dokumenter, som vi vil arbejde videre med i den kommende tid. Det er bilag til det officielle landsmødereferat og opmærksomhedspunkter og retningslinjer, som vi vil fokusere på”, sagde Michael Budolfsen på Finansforbundets ekstraordinære landsmøde.

Seneste nyt