Menu luk

Finansforbundet fejrede pride

Under sloganet ”Retten til at være dig” deltog Finansforbundet for første gang nogensinde i WorldPrideWalken. Ansatte i Nets, Nordea, Sydbank, Nykredit og Jyske Bank var nogle af de knap 50 deltagere, som gik med Finansforbundet for at øge mangfoldighed og inklusion i sektoren.

23. aug 2021
3 min
Af Berit Villadsen
bv@finansforbundet.dk

Små barnefødder påmalet regnbueflag render lørdag den 21. august rundt på Israels Plads i København blandt festglade mennesker i alle aldre, regnbueflag, balloner, udsmykkede Christianacykler og skilte med ”You are included” og ”Retten til at være dig”.

Sidstnævnte budskab er påtrykt skilte og t-shirts, som Finansforbundets knap 50 deltagere bærer i World PrideWalk-paraden, som forbundet for første gang deltager i under eget flag. Det sker for at sende et politisk signal om, at det er vigtigt at støtte mangfoldigheden og inklusionen på arbejdspladsen.

”Det er ikke altid at vores medlemmer eller kolleger ved, at de sidder i et område med en LGBT+-person. Første skridt er, at vi kan tale åbent om de her ting. Næste skridt er respekten for hinanden. Det er derfor vi er her,” siger Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen til Nyhedsbrevet Finans og fortsætter:

”Jeg håber, vores deltagelse kan bidrage til, at man også vil tage snakken i hverdagen ude på virksomhederne, og at man i hverdagen respekterer hinanden for, hvem man er. Vi går dybest set på arbejde med vores kompetencer og vores faglighed, og den skal vægte højest derude.”

Vi skal repræsentere alle

Finansforbundet har på grund af corona-restriktioner fået tildelt et begrænset antal pladser til årets WorldPrideWalk, der som noget nyt er delt op på seks forskellige ruter. Finansforbundets rute går fra Israels Plads til Fælledparken.

Alle pladser er optaget af blandt andet ansatte i Finansforbundet, Nets, Nordea, Sydbank, Nykredit og Jyske Bank samt deres venner og familie. Jeanne Austin og Henrik Luplau er blandt deltagerne under Finansforbundets flag.

”Jeg ser frem til en dag, hvor vi ikke ser forskelle, men mennesker. Hvor folk kan være sammen med andre, uanset hvordan de ser ud, og hvordan de er født. Den dag, hvor du ikke ser køn og præferencer, men mennesker, og den dag hvor alle har retten til at være lykkelig,” siger Jeanne Austin fra Nordea, som fejrede dagen sammen med venner fra Nicaragua.

”Jeg går her, fordi jeg synes, vi også skal repræsentere de banker og sparekasser, som ikke har en funderet LGBT+-politik, som de større banker som fx Nordea, Nykredit og Danske Bank har. I de mindre pengeinstitutter kan det være sværere, fordi der ikke er så mange indenfor vores bogstavkombination”, siger Henrik Luplau fra Jyske Bank, som giver en opsang til sin egen bank:

”Jeg synes, de større banker skylder sig selv også at inkludere os i deres personalepolitik. Det ved jeg, at de gør i Danske Bank, og det tænker jeg, de også gør i Nykredit og Nordea, hvorimod jeg synes, vi halter bagud i Jyske Bank.”

Da Finansforbundets delegation når Fælledparken, splitter mængden op. Nogen går videre til at fejre festen i parken, mens andre tager hjem. Skiltene bliver lagt. Eller de fleste af dem, for nogle deltagere insisterer på at tage Finansforbundets skilt med hjem til deres arbejdsplads for også i det daglige at kunne flage for ”Retten til at være dig”.

Billedtekst: Jeanne Austin fra Nordea deltog i optoget sammen med venner fra Nicaragua. (foto: Nana Reimers)