Menu luk

Finansforbundet bakker op om at tøjle algoritmer

EU’s forslag om adfærdskodekser for udvikling og brug af kunstig intelligens er positivt, siger Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen i anledning af, at EU har fremlagt verdens første lovforslag om kunstig intelligens.

18. maj 2021
2 min

”Vi skal have en seriøs samtale om at bruge kunstig intelligens, selv om de færreste af os kan forklare, hvordan en algoritme tænker, og hvad der får en robot til at lave fejlslutninger”, siger næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen.

Anledningen er, at EU-kommissær Margrethe Vestager i april fremlagde verdens første udspil til, hvordan kunstig intelligens skal reguleres.

”Når det kommer til kunstig intelligens, er tillid påkrævet”, sagde Margrethe Vestager. Bruger man kunstig intelligens til at sortere jobansøgninger eller til kreditvurdering, skal man kunne bevise, at systemet arbejder præcist og retfærdigt.

Finansforbundet støtter, at EU-initiativet tager afsæt i europæiske værdier og beskyttelse af borgerne:

”Forslaget om adfærdskodekser for udvikling og brug af AI værktøjer er positivt. Det er samtidig vigtigt, at tilsynsmyndigheder sættes i stand til at anvende disse kodekser proaktivt”, siger Steen Lund Olsen og understreger, at området ikke må udvikle sig i omfang og kompleksitet på samme måde, som fx EU’s GDPR-regime.

Ambitiøs dataetik

I takt med at digitale systemer bliver installeret på moderne finansielle arbejdspladser, får det både kulturelle og organisatoriske konsekvenser, som vi kun kan skimte konturerne af lige nu.

”Det er ikke kun et spørgsmål om, at intelligente systemer overtager styringen, det er også spørgsmål om udviklingen af vores arbejdsliv”, siger Steen Lund Olsen og peger på behovet for dataetisk opmærksomhed.

Med ny teknologi følger også et stort ansvar på HR-området, hvor nye People Analytics værktøj udvikles i hastigt tempo. Teknologierne skal anvendes til konstruktive formål – og ikke til øget kontrol og overvågning af ansatte, siger Steen Lund Olsen og opfordrer virksomhederne til at have et dataetisk kodeks.

Derfor advarer Steen Lund Olsen mod at lade den sociale dialog på arbejdspladser tage udgangspunkt i algoritmisk udviklede datagrundlag og ikke menneskestyrede dialoger:

”Konkret bør virksomhederne følge et forklaringsprincip og redegøre for de beslutninger, der træffes af algoritmer. Ansvaret ligger entydigt hos ledelsen, hvis der træffes fejlagtige beslutninger ud fra algoritmens beregninger”, siger Steen Lund Olssen.

Indtil videre er der blev talt rigtig meget om, hvordan vi håndterer borgernes og/eller kundernes data på en etisk og forsvarlig måde. Men der, hvor en fagforening virkelig kan skabe en politisk agenda, er i samspillet mellem arbejdsgiver og arbejdstager:

”Teknologierne må og skal anvendes konstruktivt, og ikke til øget overvågning af fx medarbejdere. Herunder er det vigtigt, at regler og kodekser tilsiger både, hvad AI-værktøjerne må bruges til, og navnlig hvad de ikke må bruges til.”

Seneste nyt