Menu luk

Finansfolk er populære i lokale valg

Både til kommunal- og regionsvalg stillede en del fra finanssektoren op som kandidater. Blandt de indvalgte er flere borgmestre og stemmeslugere. I Faxe Kommune blev Ole Vive, der har orlov fra Nykredit, genvalgt som borgmester med 2.100 personlige stemmer.

30. nov. 2021
3 min

’Ole er bankuddannet, regnskabsuddannet og ejdomsmægler/valuar, og med sit store engagement i lokalområdet og sin liberale tilgang sætter Ole Vive Faxe Kommune i front’.

På valgplakater og i præsentationsmateriale gjorde adskillige af kommunal- og regionsrådets kandidater opmærksomt på, at de har et anker i en uddannelse i finanssektoren. Om det virker overbevisende på vælgerne skal være usagt, men faktum er, at en del af de indvalgte har afsæt i en hverdag i sektoren – af ny eller ældre dato. Nyhedsbrevet Finans har samlet en vifte:

Ole Vive (V) fik flest personlige stemmer i Faxe Kommune – 2.100 stk. - og kunne dermed holde grebet i den borgmesterkæde, han fik overdraget første gang i 2017. Han tog dengang orlov fra sit job som vurderingsspecialist i Nykredit og vil nu søge om at få den forlænget, fortæller han:

”Jeg havde verdens bedste job, men når man er interesseret i politik, kan man ikke rigtig lade være med at forfølge mulighederne”, siger han, der i valgkampen blandt andet slog på sin forståelse for tal og regnskabet.

Mr. Regneark blev borgmester

I Kolding Kommune blev Knud Erik Langhoff (K) borgmester – han er 71 år og har en baggrund som erhvervsrådgiver i Jyske Bank, hvor han angiveligt gik under kælenavnet ’Mr. Regneark’. At han snuppede posten, var lidt af en overraskelse, for medierne havde beskrevet valget som et præsidentvalg mellem de tidligere ministre Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V). 

I Region Midtjylland blev Arne Lægaard genvalgt – han er Venstre-mand og uddannet bankrådgiver, men har også været med i kommunalpolitik i mange år, blandt andet som borgmester for Holstebro kommune. I den nuværende kommunalbestyrelse samme sted finder vi bankrådgiver Torben Gudiksen, der blev valgt ind for Radikale Venstre. Han er tidligere 1. viceborgmester og har en lang kommunal historik, han blev valgt ind første gang i 2001.

På Læsø trak borgmester Karsten Nielsen, der har en fortid som filialdirektør i Nordjyske Bank, sig som spidskandidat, men blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre. Han ønsker dog at udtræde helt og videregive sine stemmer til den næste på Venstres liste.

Ovenstående er blot nedslag og eksempler på nyvalgte med finansbaggrund, ikke en udtømmende liste. Ud over de indvalgte er der naturligvis også en del med bankfortid, som stillede op, men som det ikke lykkedes at få den plads i kommunalbestyrelse eller regionsråd, de havde drømt om.

Trafik begge veje

Tilbage til Ole Vive, der halvanden måneds tid før valget fik en aftale med sin tidligere chef i Nykredit om at møde til et afdelingsmøde på sin gamle arbejdsplads:

”Der var ikke rigtig gået valgkamp i den endnu på det tidspunkt, og det var hyggeligt at møde nogle af de gamle kolleger og blive lidt opdateret på, hvad der var sket, siden jeg gik på orlov. Der sker jo meget på fire år, men jeg prøver at holde kontakten”, siger borgmesteren, som stadig forestiller sig at vende tilbage på et tidspunkt.

Bevægelsen fra kommunalpolitik tilbage til et job i finanssektoren er set før, men der er også borgmestre, der tager turen den anden vej og tager hul på en ny karriere i finanssektoren efter en periode som borgmester. Det gælder fx Holbæks borgmester gennem otte år, Søren Kjærsgaard, der er uddannet cand.jur., men efter sin borgmestertid i 2018 blev udviklingsdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn.

Seneste nyt