Menu luk

Der skal samles forråd til dårlige tider

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) varslede i går på Finans Danmarks årsmøde, at finanssektoren skal lægge flere penge til side til krisetider. Samtidig roste han sektoren og inviterede til udvidet samarbejde, mens nationalbankdirektør Lars Rohde opfordrede til at stramme op om afdragsfrie boliglån.

7. dec. 2021
3 min

Der var mange lovord til finanssektoren fra erhvervsminister Simon Kollerup, da han talte på Finans Danmarks årsmøde i skuespilhuset i København i går. Men som han konstaterede: ”Vi er ikke enige om alt” og der blev også serveret en mindre kamel, som sektoren skal indstille sig på at sluge.

Den såkaldt kontracykliske kapitalbuffer, der er et kapitalkrav til bankers og realkreditinstitutters polstring, skal nemlig forhøjes fra 1 til 2 procent. Bufferen er også af medierne omtalt som ’regeringens supervåben’, og ministeren konstaterede, at det var tid til at lade våbnet.

”I gode tider skal vi opbygge forråd til svære tider”, sagde han og henviste til, at økonomien er i vækst og finanssektoren robust, og at man med stigningen følger Det Systemiske Risikoråds anbefalinger. Bufferen blev frigivet som reaktion på coronaen i marts 2020, blev sat til 1 procent i september og stiger altså nu til 2 procent.

Af hjertet tak

Ud over opladningen af supervåbnet er ministeren og sektoren enige om mangt og meget, fortalte han og takkede ”af oprigtigt hjerte” sektoren for samarbejdet om at hjælpe både pressede privatkunder og virksomhedsledere igennem corona-krisen:

”Det var samfundssind, ikke bare i ord, men også i handling”.

Simon Kollerup fastslog, at den finansielle sektor har enorm betydning for såvel den enkelte som samfundet og var også optaget af og glad for nyheden om, at bankerne sammen arbejder på en digital løsning, der skal gøre det nemmere for kunderne at skifte bank.

Han fremhævede også samarbejdet om og det fælles ansvar for klimaet, hvor parterne lægger sporene sammen i Finanssektorens Klimapartnerskab og konstaterede, at bæredygtighed kommer til at fylde meget mere i alle sektorer, også den finansielle, hvor man blandt andet skal have fokus på at sikre at det grønne er ”rigtigt grønt” og undgå greenwashing. Han rundede af med en invitation til endnu mere samarbejde med sektoren fremadrettet.

Finansforbundets formand, Kent Petersen, som var blandt tilhørerne i salen, glæder sig over erhvervsministerens invitation og i det hele taget over hans indlæg:

”Jeg er glad for, at erhvervsministeren lægger så stor vægt på samarbejdet med finanssektoren og anerkender dens indsats og betydning. Signalet er værd at hæfte sig ved, for forholdet mellem Christiansborg og sektoren betyder enormt meget for vores samfund. Derfor håber jeg også, at det er en linje, ministeren vil forfølge”, siger Kent Petersen.

Nationalbankdirektørens robuste fokus

Også nationalbankdirektør Lars Rohde var på talerstolen, som blev omhyggeligt afsprittet mellem hver taler. Han tog blandt andet et populært emne op – boligpriser – som han forudser vil være årets store samtaleemne ved julemiddagene. Hans eget og Nationalbankens fokus ligger dog et andet sted, nemlig på den økonomiske robusthed i samfundet:

”Nationalbanken hverken kan eller vil bremse prisfald eller prisstigninger på boligmarkedet”.

Til gengæld mente han, at der var strukturer på boligmarkedet, der trænger ”gevaldigt til et eftersyn” og nævnte tre initiativer, der kunne gøre både boligejer, banker og hele økonomien mere robuste:

”For det første mener vi, at hvis vi skal have lån, der ikke afdrages på, bør de kun bruges af de mest robuste boligejere. Desværre er vi i Danmark gået lidt enegang på det her område”.

Derudover er det vigtigt, at den nye boligbeskatning ikke forsinkes yderligere, sagde han, og for det tredje bør rentefradraget sættes ned, for som han pointerede:

”Rentefradraget betyder reelt, at skattesystemet belønner gældsætning. Det er ikke et sundt princip. Med de nuværende meget lave renter vil ændringen ikke gøre ondt på boligejerne”.

Seneste nyt