Menu luk

Boligbyrden er ikke gået op

Trods forbløffende prisstigninger på boligmarkedet, der potentielt kan føre til en ny finanskrise, mener overvismand Carl-Johan Dalgaard ikke, man politisk skal gribe ind nu. ”Følg udviklingen det næste halve års tid”, lød hans opfordring på Finansforbundets webinar fredag 18. juni.

22. jun 2021
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Forventningen til boligmarkedet ved coronakrisens start i foråret 2020 var, at priserne ville falde med 10 procent det kommende år ifølge Det Økonomiske Råd. Sådan gik det ikke. Tværtimod er boligpriserne i gennemsnit steget med 17 procent den seneste år, og der tales nu om en boble på boligmarkedet, der kan udløse en ny finanskrise som den vi havde i 2008 og nogle år frem.
Men overvismand Carl-Johan Dalgaard manede til ro, da han fredag 18. juni holdt foredrag om dansk økonomi efter coronakrisen i et webinar for Finansforbundets medlemmer.

”Bortset fra prisudviklingen er fællestrækkene med situationen i de tidligere 00’er svære at finde. For eksempel er boligbyrden - boligudgifter i procent af den disponible indkomst - ikke gået op, men er om noget faldet. Man kan ikke afblæse bekymringen for en boble, og der er basis for tvivl i forhold til, om der skal ske politiske indgreb på boligmarkedet. Jeg mener, man skal vente og se tiden og følge udviklingen det næste halve år, før man beslutter sig”, siger Carl-Johan Dalgaard, der er professor på Økonomisk Institut på Købehavns Universitet.

I forhold til den aktuelle situation for dansk økonomi, befinder vi os i følge overvismanden lige nu i en konjunkturneutral situation – hvilket ikke det samme som en normal – situation.

”Udsigterne til økonomisk genopretning er forholdsvis lyse. Coronakrisen er usædvanlig, ved at den har ramt asymmetrisk, så det går utroligt stærkt i nogle brancher – eksempelvis byggeriet - men andre brancher er hårdt ramt – eksempelvis turismeindustrien”, siger Carl-Johan Dalgaard.

For nærværende mener han ikke, at der er behov for yderligere økonomisk, og henviser til, at finanspolitikken i forvejen er meget ekspansiv.

På webinaret blev han spurgt til den danske statsgæld.

”Den ekstra gældsætning, der har fundet sted, har ikke stor betydning i et langsigtet perspektiv. I et internationalt perspektiv er statsgælden meget lav. Statsfinanserne er robuste”, svarede Carl-Johan Dalgaard.