Menu luk

Bliv bedre til brok

Din egen og andres brok forgifter stemningen, smitter og ødelægger arbejdsglæden. Derfor er brok noget vi skal være bevidste om og handle på, lyder det fra stressrådgiver og forfatter Storm Stensgaard bag bogen ”Brok”.

28. sep. 2021
4 min

”Kom lad os brokke os – det er nok det vi har det bedst med”, lød det i landeplagen fra bandet TV2, som vi alle skrålede med på i 1996. Brok er nærmest en nationalsport, så er den gal med vejret, køen på motorvejen eller kaffen på kontoret osv. Men er brok så det, vi har det bedst med? Nej lyder det fra stressrådgiver Storm Stensgaard, der sidste år udgav bogen ”Brok: Om at håndtere dårlige ting på en god måde”, som han siden har turneret riget rundt med blandt andet til større grupper af tillidsvalgte fra landets arbejdspladser. Mere end 100 foredrag om brok er det blevet til.

”Brok fylder meget, og er noget alle kan forholde sig til. Det er negativt, men mest af alt et udtryk for at man er frustreret og presset. Det ligger næsten i ordet brok, at det er noget som brækker, gør ondt og forvolder smerte. Men det koster os ofte dyrt, for når vi brokker os, er der ingen som lytter til os. Kunsten er at håndtere brok, måske ligefrem forvandle det til kvalificeret kritik”, siger Storm.

Brok stjæler vores energi

Ifølge Storm der også er cand.mag. i klassisk filologi med speciale i heroisk ledelse og tillidskultur er der mange negative træk ved brok. For selv om vi godt kan lide at brokke os, gider vi ikke høre på andres brok. Det ødelægger mødet med nye mennesker, dit brok gør at andre kan lide dig mindre, og så smitter det:

”Det ødelægger arbejdsglæden og slider. For når en slår med den store brokhammer virker det som gift på andre og spreder sig som en virus. Nogle ledere fortæller mig, at brok på arbejdspladsen spilder meget tid og tager mange ressourcer. Men tit er folk ikke klar over det. Brokbevidstheden mangler. Man siger måske, at jeg påpeger bare lige noget, men for andre er man et brokhoved i følelsernes vold. Eller vanebrokkeren, der som type finder fem fejl ved al ting”.

Men brok kan også være nødvendigt og sundt. Storm giver som eksempel en bankrådgiver, der har været ude for et ubehageligt kundemøde. Kunderne har måske fået afvist ønsket om et lån, deres drømme er spoleret og de reagerer vrede og frustrerede.

”Her har rådgiveren været udsat for et pres og er måske blevet ramt af den negative stemning: ’har jeg vurderet forkert, er det mig der ikke er god nok, eller er de idioter’. Her kan det anbefales med såkaldt klog afreaktionsbrok, dvs ærlig, forventningsafstemt, hvor du spørger om lov til at læsse af først, så din kollega frit vælger at hjælpe, og ikke tager det personligt. Så kommer du af med noget usundt på en god måde”.  

Brok skal frem i lyset

En anden type brok, der kan være ok, hvis den kommer frem i lyset og der bliver handlet, er fællesskabsbrok, hvor man slutter sig sammen mod en fælles fjende. Man snakker på gangene om en dårlig beslutning ledelsen har taget, men sidder alle så bagefter og kigger ned i bordet på personalemødet, så er man lige vidt.

”Så er tingene bare talt ned i et hul og intet flytter sig. Der opstår en forgiftet stemning, hvor man bagefter bliver træt af sig selv, fordi man ikke fik sagt tingene åbent. Det kan være svært, men man er nødt til at forvandle brok til kritik og finde modet til at få den frem, siger Storm, der i bogen beskriver 12 forskellige slags broktyper og hvad man konkret kan gøre. Et af de bedste våben er modspørgsmål: ”Det kan du måske have ret i, men er jeg den rette at sige det til? Er det det rigtige tidspunkt? Sig, hvad der kan gøre dig glad - har du et forslag?”

”Brok kommer ofte som en overraskelse, så det handler om at finde en konstruktiv tilgang til brok, hvor man lærer at håndtere det på en god måde, der gør en mere robust i mødet med den store brokhammer. Det sparer tid, kræfter og giver hurtigt et bedre liv at være brokbevidst”.

Tre gode råd

  • Mød brok med nysgerrighed, tænk fx på, ”hvad det er mon for en broktype?” Dermed skaber du et skjold og en distance, hvor du ikke bliver sur og ked af det.
  • Modgiften til brok kan være humor. Sig fx det er da godt nok den store brokhammer, du har med i dag, og så griner I lidt af det.
  • Styrk dit immunforsvar. Tænk på tre ting hver morgen og hver aften, som du er taknemmelig for. Det sænker dit stressniveau, og gør det lettere at modstå brok.

Seneste nyt