Menu luk

Bankerne kan ikke gå solo mod bæredygtighed

”Kunderne skal tage første skridt, og så kan bankerne hjælpe dem med at nå deres mål om bæredygtighed. Og så skal man være opmærksom på, at det bliver en lang rejse med mange milepæle, og man kan ikke forandre bæredygtighedsstrategi hver anden dag eller hvert år”, sagde Claire Iversen, direktør i BNP Paribas, ved Copenhagen Fintech Weeks webinar om bæredygtige investeringer.

21. sep. 2021
2 min

Bankerne kan ikke tage førertrøjen på, når det gælder den grønne omstilling af samfundet, lød det fra Claire Iversenc, administrerende direktør i BNP, i et webinar om bæredygtige investeringer, som fandt sted i forbindelse med Copenhagen Fintech Week onsdag 15. september.

”Kunderne skal tage første skridt, og derefter kan bankerne hjælpe dem med at nå deres mål om bæredygtighed”, lød det fra den franske bankdirektør.

En af hendes andre pointer er, at omstillingen til et mere bæredygtigt samfund kommer til at tage lang tid.

”Det bliver en lang rejse, hvor der skal opstilles mange milepæle undervejs. Og man kan ikke forandre sin bæredygtighedsstrategi hver anden enden dag eller hvert år men er nødt til at holde fast i den i et langt sejt træk”, sagde Claire Iversenc.

I webinaret deltog blandt andet Erik Eliasson, Head of Responsible Investments i Danske Bank og Flemming C. Madsen, Product Owner i Nordea. De anførte begge, at der er et stort behov for uddannelse af rådgivere, så de er klædt på til at hjælpe kunderne mod grøn omstilling. Erik Eliasson gentog udfordringen fra webinaret onsdag morgen, om at grøn omstilling af sektoren kræver data. Se artiklen her.


”Vi har brug for pålidelige data for at kunne rådgive professionelt om bæredygtige investeringer, og det vil kræve udvikling af analytiske redskaber”, sagde Erik Eliasson.

Klimakrisen skyldes økonomiske modeller


Sasja Beslik, Senior Executive i bæredygtig finans med en fortid i Nordea og kommende chef for bæredygtighed i PFA, ser kritisk på bankernes mulighed for at gøre en tydelig forskel for en mere bæredygtig verden.

”Klimakrisen er et resultat af de økonomiske modeller, der har eksisteret i 250 år, og som viser sig ikke at virke. Vi kan lave nye standarder og ny taksonomi, men vi kan ikke ændre den underliggende forretningsmodel. Jeg er bange for, at vi snyder folk. Alt brandes som bæredygtigt uden at være det”, sagde Sasja Beslik i sit indlæg på Copenhagen Fintech Weeks webinar om bæredygtige investeringer.

Seneste nyt