Menu luk

Bæredygtig på en mindre klinge

Krav og anbefalinger til bæredygtighed i finanssektoren kan forekomme ude af proportioner for mindre pengeinstitutter. Men ikke for alle. ”Det bæredygtige ligger indlejret i at være en del af lokalmiljøet, og det er helt afgørende for os at være det”, siger Frank Bertelsen, direktør i Frøslev-Mollerup Sparekasse.

15. jun. 2021
4 min

Der er udsigt til den solbeskinnede bugt fra Frank Bertelsens direktørkontor, der ligger i den nye, miljøvenlige tilbygning til Frøslev-Mollerup Sparekasse på gågaden i Nykøbing Mors.

Ventilationen er energirigtig og kører, ligesom alt andet i sparekassen, på grøn strøm, bevægelsessensorer styrer belysningen, vi drikker kaffe af miljørigtige papkrus, og vandflaskerne er erstattet af vandmaskiner med lokal aftapning – som ifølge direktøren er noget af landets bedste drikkevand.

Sparekassens logo er grønt, en solid, gammel eg, og er suppleret af et ungt og mere bøjeligt træ på den præsentation, som Frank Bertelsen viser. Grønne søjler dokumenterer, at sparekassen er i vækst og napper kunder fra de talrige og større konkurrenter, der har filialer i nærmiljøet.

Det grønne er således meget synligt – selv gulvtæppet er grønt – i den 146 år gamle sparekasse, som blev stiftet, da 22 lokale beboere hver indskød 10 kroner. Men det grønne er ikke umiddelbart til at få øje på i de produkter, der markedsføres på sparekassens hjemmeside.

”Vi har den skønne natur lige omkring os, så det er naturligt for os her på Mors at passe godt på den. For os er der faktisk ikke så meget nyt i det bæredygtige, det er bare ikke noget, der er i fokus på samme måde som i storbyerne”.

Direktøren henviser til de mange vindmøller og solceller, der er spredt ud på Limfjordsøen – blandt andet en ny, gigantisk solcellepark. Der mangler altså ikke vilje til det bæredygtige lokalt:

”Vi har bevilget masser af bæredygtige lån, energilån, til solceller, varmepumper og vindmøller. Men der er endnu ikke så mange her, som kan se ideen i at skifte til en elbil. Der er langt mellem laderne, og der er flere gøremål, man er tvunget til at køre til over længere afstande – derfor skal det med bilen bare fungere og være praktisk”.

Derfor giver det endnu ikke mening at tilbyde specielle grønne billån, som andre pengeinstitutter gør sig i, markedet skal først være modent til det lokalt.

Gryende interesse

På andre områder bliver det gradvist synligt, at sparekassens kunder er interesserede i det bæredygtige, og derfor tænkes det også stadig mere ind i de rådgivende samtaler, fortæller han:

”Vi er opmærksomme på det i alle led og har taget hul på at væve det bæredygtige ind i rådgivningen som en valgmulighed ved siden af det traditionelle valg. Alle rådgivere har det i baghovedet”.

Især de unge kunder er interesserede, har han noteret sig:

”For dem er det naturligt at tænke det ind også i økonomiske beslutninger, fordi de er vokset op i en tid, hvor det bæredygtige er på dagsordenen. Men vi er endnu ikke nået dertil, at kunder vil vægte det så meget, at det går ud over deres afkast”.

Frank Bertelsen er ikke i tvivl om, at bæredygtighed bliver noget, der kommer til at fylde stadig mere i sparekassen, der har to filialer og 24 ansatte. De betjener og rådgiver kunder, der fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem private og erhvervsdrivende.

”Erhvervskunder begynder også selv at spørge til de bæredygtige muligheder. På trods af at vi ikke har kunder, der sender CO2 ud i lange baner, de fleste er mindre forretningsdrivende, vores største engagement er på 12 millioner kroner”.

Sparekassen er et spejl af det lokalsamfund, der omgiver den, pointerer han:

”Når vi mærker interessen, efterkommer vi den. Vi vil ikke presse eller tvinge det igennem, men give kunderne muligheden”.

Lokal og ansvarlig

Han forklarer, at sparekassen gør meget for at være en integreret del af lokalsamfundet og på den måde også bidrager til det bæredygtige i bred forstand. Bæredygtighed sættes ofte lig med klimarigtigt, men det handler også om samfundsansvar, og med engagement i over 90 foreninger og initiativer lokalt – alt fra ridelejr over skaldyrsfestival til konfirmandmesse – spiller Frøslev-Mollerup en vigtig rolle på det felt.

”Det er jo ikke sådan, at vi støtter, fordi vi vil være bæredygtige. Men det bæredygtige ligger indlejret i at være en del af lokalmiljøet, og det er helt afgørende for os at være det”.

I takt med at finanssektoren skal opfylde stadig flere krav i forhold til det bæredygtige, skal også Frøslev-Mollerup Sparekasse i gang med at dokumentere sin del, og det er ikke nogen helt nem opgave, synes Frank Bertelsen.

”Hvordan vi skal skelne mellem, hvad der er bæredygtigt, og hvad der ikke er og hvor meget, bliver en udfordring. Hvis vi for eksempel låner en person penge til en traditionel bil, fordi den er forudsætningen for, at vedkommende kan komme rundt i landet og sælge et bæredygtigt produkt, hvilken kasse hører det så til i?”

Selv om det medfører besvær, er Frank Bertelsen overordnet godt tilfreds med, at der bliver stillet bæredygtige krav også til finanssektorens mindre spillere:

”Vi arbejder ikke kun i retning af mere bæredygtighed, fordi vi skal. Det er en kamp for alle, så selvfølgelig vil vi deltage aktivt”.

Seneste nyt