Ændring af arbejdsfællesskaber kan føre til flere jobskift
Virksomheders tilgang til, om medarbejderne fremover skal arbejde på kontoret eller hjemmefra, kan potentielt betyde jobskift, og for fagforeningen kan ændrede arbejdsfællesskaber også få betydning, forudser arbejdslivsforsker Malene Friis Andersen. På Folkemødet debatterer hun emnet med formanden fra Finansforbundet og FA.
Før coronavirus indtog Danmark og lukkede samfundet ned og beordrede de fleste finansansatte til at arbejde hjemmefra, havde vi en nogenlunde ens opfattelse af, hvad et arbejdsfællesskab var. Det var for eksempel fysiske morgenmøder, møder på kontoret, kaffepauser og frokost med kolleger og sandsynligvis en fredagsbar på kontoret i ny og næ. Men sådan bliver de fremtidige arbejdsfællesskaber ikke nødvendigvis.
”Selvfølgeligheder er ikke længe selvfølgelige. Coronapandemien har ændret vores måde at arbejde på og vores opfattelse af, hvordan vi hver især trives med at arbejde, og vi kan nok først om nogle år gøre op, hvad det har gjort ved vores arbejdsfællesskaber”, siger psykolog og arbejdslivsforsker Malene Friis Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Lørdag 19. juni kl. 10.15 – 11 debatterer hun arbejdsfællesskaber med Finansforbundets formand Kent Petersen og formanden for Finanssektorens Arbejdsgiverforening Mads Skovlund i et arrangement på årets Folkemøde i Allinge på Bornholm. Arrangementet livestreames ligeledes på nettet ligesom en stor del af de øvrige debatter på Folkemødet.
Flere vil skifte job
Malene Friis Andersen peger, at virksomheder vil vælge at tilrettelægge arbejdet forskelligt. Nogle vil holde fast i, at medarbejderne skal møde på kontoret på samme måde som før corona-pandemien, mens andre– og det er nok størstedelen – vil åbne op for at ansatte i højere grad arbejder hjemmefra.
”Man kan forestille sig, at nogle medarbejdere vil forlade en virksomhed, hvis de tvinges til at arbejde fra distancen og omvendt. Som forsker i arbejdslivet er jeg meget nysgerrig på, hvordan forståelsen af arbejdsfællesskaber bliver transformeret i de kommende år”, siger Malene Friis Andersen og peger på, at ændring i arbejdsfællesskaber også udfordrer fagforeningernes position.
”Hvis arbejdsfællesskabet fortyndes og ændres, kan fagforeningernes position med at organisere medarbejderne og varetage deres interesser potentielt komme under pres. Også på et bredere samfundsplan vil ændringer i arbejdsfællesskabet have stor betydning”, mener hun.
Debatten om arbejdsfællesskaber, som Finansforbundet er medarrangør af på Folkemødet kan følges live lørdag 19. juni kl. 10.15 – 11.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.