Menu luk

A-kasseforsøg får flot skudsmål af ledige

Den forenklede beskæftigelsesindsats, hvor ledige i FTFa og otte øvrige a-kasser forsøgsvis kun modtager jobrådgivning fra deres a-kasse, vurderes meget positivt af 300 ledige i FTFa. ”Det viser, at politikerne på Christiansborg så rigtigt, da de vedtog at afprøve en forenkling i praksis hos et bredt udsnit af a-kasserne”, siger Steen Lund Olsen, formand for FTFa og næstformand i Finansforbundet.

19. okt. 2021
2 min

Et forsøg med at forenkle beskæftigelsesindsatsen ved at ledige i ni udvalgte a-kasser kun modtager jobrådgivning fra deres a-kasse – og ikke også fra Jobcentret – har indtil videre fået en flot modtagelse for FTFa’s vedkommende. En måling blandt cirka 300 ledige medlemmer i den tværfaglige a-kasse, der omfatter mange finansfolk, viser, at 92 procent nu oplever, at deres kontaktforløb er enkelt. Hvad angår ledige med kontaktforløb i både a-kasse pog jobcenter, svarer 37 procent, at deres jobforløb er enkelt.

Formand for FTFa, Steen Lund Olsen, glæder sig over målingen.
 ”De nye tal viser, at vores ledige med­lemmer i forsøget oplever en stor forenkling ved, at de kun skal modtage jobrådgivningen ét sted, nemlig i a-kassen. Det viser, at politikerne på Christiansborg så rigtigt, da de vedtog at afprøve en forenkling i praksis hos et bredt udsnit af a-kasserne”, siger Steen Lund Olsen, der også er næstformand for Finansforbundet.  

Han finder det tanke­vækkende, at flertallet af de ledige uden for forsøget ikke ople­ver et enkelt kontakt­forløb.

”For mange ledige er virkeligheden, at de ved siden af deres joban­søgninger og job­samtaler med arbejdsgivere skal møde frem til jobrådgivning i både a-kassen og jobcentret hele ni gange i det første halve år. Jeg synes, at vi bør lytte til signalerne fra de ledige medlemmer, der faktisk har gen­nem­ført forsøget. Vi bør forenkle systemet, så alle vores jobsøgende medlemmer kan få en kompetent jobrådgivning på en meningsfuld måde”, siger Steen Lund Olsen.

Fakta om a-kasseforsøget

  • A-kasseforsøget er en del af Beskæftigelsesministeriets forenkling af beskæftigelsesindsatsen
  • A-kasseforsøget går ud på, at ni ud af 23 a-kasser er blevet godkendt til at overtage jobcentrets ansvar for lediges beskæftigelsesindsats i de tre første måneder, medlemmet er ledigt
  • A-kasserne skal vise, at de er bedre til at få medlemmer i job end landets jobcentre
  • Forsøget løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023
  • Forsøget omfatter 25 % af nyledige FTFa indgår i forsøget med 36 kommuner (kommunerne i det tidligere Aarhus amt, Københavns amt og hele Fyn)
  • De ni deltagende a-kasser er FTFa, 3F, Dansk Metal A-kasse, FOA’s A-kasse, Magistrenes A-kasse, HK Danmarks A-kasse, Socialpædagogernes A-kasse, BUPL-A, Min A-kasse

Emner

Seneste nyt