Onlinemøder kræver stram mødeledelse
Virtuelle møder kræver noget særligt af mødelederen, siger Allan Holmgren, psykolog og direktør. Sæt tempoet ned, fokuser mindre på effektivitet og få mere ud af møderne, råder han.
Når der ikke er nogen vej udenom, som tilfældet har været under Coronakrisen, er hjemmearbejde og virtuelle møder acceptable. Men fordelene er vildt overdrevne, mener Allan Holmgren.
Han er psykolog og desuden direktør for efteruddannelsesinstituttet DISPUK, samt ekstern lektor og adjungeret professor på CBS.
Når videomøder er et vilkår, betoner han stram mødeledelse, og at alle skal sidde hver for sig:
”Alle deltagere skal have lige vilkår og sidde med hver sin skærm. Det dur ikke, at nogle er med hjemmefra og andre sidder sammen fysisk, for så har de noget sammen, som man ikke kan være med i på distancen”.
På distancen kan man ikke følge med i den mimik, der kører mellem dem, der er til stede fysisk, og man går også glip af snakken før, i en eventuel pause og efter mødet:
”Det er ligesom i skoletiden. Der foregik det mest interessante også i frikvarteret”, siger Allan Holmgren.
Giv tid
Derudover er det vigtigt, at mødelederen giver sig tid:
”Mine fordomme om finanssektoren siger mig, at der kan være en lidt machoagtig indstilling, at det hele skal foregå effektivt og med fokus på resultater. Man skal sørge for at den enkelte også bliver spurgt om: Hvordan er det at være dig nu? Ikke bare: Får du produceret noget?”
Psykologen anbefaler, at man tager en runde som indflyvning til mødet:
”Når man sætter tempoet ned, forøget intensiviteten, og så kan man få et nærvær, et engagement og en fælles forståelse til at opstå. Det er også vigtigt at alle til sidst opsummerer, hvad man har aftalt og opnået på mødet, så det ikke altid er de samme, der siger noget”.
Allan Holmgren har selv stået i spidsen for en del virtuelle møder på det seneste, men har også været opsøgende overfor tilknyttede konsulenter og ansatte. De har haft meget forskellige reaktioner på situationen:
”Nogen trives. Andre siger: jeg kommer ind og arbejder, jeg kan ikke få ro derhjemme – eller de kommer ind, fordi de er ved at blive bims af at være alene derhjemme”.
Hvordan påvirker det os, hvis vi skal sidde hjemme på den lange bane?
”Det er vildt opreklameret med hjemmekontorer, de fleste vil gerne ind på arbejde mindst et par gange om ugen - arbejdspladsen er den moderne landsby, hvor identitet hentes. Ellers er man overladt til sig selv og bliver mere og mere spundet ind i egne særheder og ensomhed, så man til sidst bliver bange for at møde ind og hellere vil blive hjemme. Fællesskab slår alt”.