Menu luk

Nets-besparelsesplaner er skudt over målet

I dag d. 21. januar har Nets meddelt, at virksomheden vil skære hver ottende stilling i koncernen og 115 i Danmark. Planerne er meget vanskelige at forstå med tanke på den udvikling, virksomheden har været igennem og er i fuld gang med, mener Finansforbundet.

21. jan. 2020

​Nets har i dag offentliggjort besparelsesplaner, hvori hver ottende stilling i koncernen skæres væk i løbet af 2020. I Danmark vil virksomheden ned på ca. 1200 ansatte, hvilket er 115 færre end i dag, mens der er planer om at spare 450 stillinger i de øvrige lande, Nets opererer i.

'Planerne fra Nets forekommer voldsomme og skudt langt over målet, selvom vi naturligvis kan have forståelse for, at ekspansioner og opkøb kan føre til overlap af arbejdsområder. Set i lyset af den udvikling, virksomheden har været igennem de senere år, men også står overfor, har medarbejderne gennem hele processen løbet enormt stærkt og skabt Nets' position, vækst og i øvrigt også den værdi, som det jo er velkendt, at ledelsen og aktionærer har profiteret af. Når man samtidig ser ind i en fremtid, hvor Nets netop har brug for at tage de næste skridt i virksomhedens udvikling, gør det jo planerne vanskelige at forstå fra et medarbejderperspektiv', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Nets har offentliggjort, at man nu er i gang med forhandlinger med fagforeningerne i de lande, hvor virksomheden opererer, omkring udmøntningen af besparelserne.

'Vi går ind i forhandlingerne for at være så tæt på processen som muligt, og vi vil gøre det, vi kan for at sikre, at planerne effektueres så skånsomt som muligt. Vi har kun interesse i et stærkt og bæredygtigt Nets, men det kræver også, at fokus rettes mod at skabe et fornuftigt og velfungerende arbejdsklima for medarbejderne, og det harmonerer grundlæggende dårligt med besparelsesplaner i den størrelsesorden, der er meldt ud', siger Kent Petersen

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind

Politisk kommunikationsansvarlig

kl@finansforbundet.dk

Seneste nyt