Menu luk

Kriseramte virksomheder får hjælp af fintech

Over 1.000 danske virksomheder har den seneste måned tilmeldt sig CrediWires platform, der automatisk og helt gratis skaber den økonomiske rapport, som virksomheden skal bruge som dokumentation for at få del i regeringens hjælpepakker. Det glæder CrediWires CEO Nicholas Meilstrup.

28. apr. 2020
2 min

CrediWire har i modsætning til andre fintech-virksomheder rigeligt at se til i denne tid. Virksomheden, der har udviklet et værktøj, hvor især små og mellemstore virksomheder nemt og gratis får et overblik over deres finansielle data på en platform, som automatisk opdateres disse flere gange om dagen. Banker, revisorer og advokater kan som vores kunder købe sig adgang til platformen og se de finansielle data, som virksomhederne vælger at dele med dem, så det eksempelvis bliver et værdifuldt værktøj for erhvervsrådgiverne.

Siden regeringen lukkede samfundet ned den 11. marts som følge af corona-epidemien har CrediWire ændret sit produkt, så det nu er muligt for kriseramte virksomheder at få gratis hjælp til at søge om corona-støttemidler.


"Vi har sat udviklingen af vores kerneprodukt på hold for at hjælpe virksomheder, revisorer og banker i den krise, vi står i lige nu. CrediWire har bygget en løsning, der automatisk og helt gratis skaber en rapport med alle de tal, virksomhederne som udgangspunkt skal bruge i låneprocessen" , siger Nicholas Meilstrup, CEO i CrediWire.

Virksomhederne skal blandt andet dokumentere deres omsætningsfald og likviditetsbehov for at få andel i de hjælpepakker, regeringen har lanceret, og det kan være svært for mange små virksomheder. CrediWires platform er bygget til at lave beregningerne.

Jakob Mikkel Hansen, CFO i Gorms Pizza er en af de erhvervskunder, der har benyttet sig af CrediWires tilbud.

"Det er enormt tidskrævende at sætte sig ind i alle reglerne og selv en virksomhed af vores størrelse er meget afhængig af revisorens tid til at skabe dokumentationen til banken og støttepakkerne. Vi er derfor meget glade for den hjælp CrediWires løsning giver os, siger han.

"Den seneste måned har mere end 1.000 virksomheder koblet sig op på vores system, og flere og flere erhvervsrådgivere i bankerne anbefaler deres kriseramte kunder at benytte CrediWires løsning, når de skal søge om støttemidler. Det er vi selvfølgelig meget glade for", siger Nicholas Meilstrup.

Nordea, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn er blandt investorerne i CrediWire, men blandt andre Danske Bank og Arbejdernes Landsbank fremhæver nu også fintechvirksomhedens løsning til deres kriseramte erhvervskunder.


Ansøgninger kan vurderes hurtigere


Alle virksomheder med et cloud-baseret bogføringssystem kan oprette sig gratis og få den dokumentation, der er påkrævet for at få del i hjælpepakkerne.

Samtidig gør CrediWire det nemt for revisorerne at revidere dokumentationen efterfølgende. Det anslås, at man sparer mere mere end fire timer pr. ansøgning.

For de virksomheder, der gerne vil have et statsgaranteret lån, sikrer CrediWire, at dokumentationen er opstillet korrekt, hvilket betyder, at bankerne kan vurdere ansøgningerne hurtigere og dermed også behandle låneansøgningerne for virksomhederne hurtigere.


CrediWire blev etableret i 2015, og siden 2016 har CrediWires nu 21 medarbejdere haft adresse i Copenhagen FinTech Lab på Applebys Plads i København.

 

 

 


Emner

Seneste nyt