Menu luk

Fagforeninger mistænker Amazon for spionage

Europæiske fagforeninger står sammen om opråb til EU om at undersøge virksomhedens overvågning af medarbejdere og fagforeninger.

6. okt. 2020
1 min

I et åbent brev opfordrer 36 europæiske fagforeninger EU-Kommissionen til at undersøge, om Amazon overskrider lovgivningen.

Det mener fagforeningerne, der er god grund til at tro. Blandt andet på baggrund af, at den amerikanske mastodont i sidste måned slog stillinger op, hvor jobbet blandt andet er at overvåge såkaldte fagforeningstrusler, som i annoncerne ligestilles med trusler fra blandt andet terrorisme.

Ligeledes har der været historier fremme i medierne om, at Amazon overvåger visse medarbejder på sociale medier som Facebook.

Opfordringen til EU kommer via UNI Europa Finance, som har et vågent øje på giganten, der er på vej til at udrulle sit detailhandelstilbud i hele Norden, med Sverige som første stop.

”Der er intet som helst godt at sige om den måde, Amazon driver forretning på. Der findes mange eksempler på den kynisme, der udfolder sig og det pres, der lægges på medarbejderne for at skabe resultater. En del af historier er næsten ikke til at tro, så langt er det fra vores virkelighed”, siger Michael Budolfsen, der foruden at være næstformand i Finansforbundet også er præsident i UNI Europa Finance.

Han ser Amazons indmarch på vores breddegrader som en stor trussel blandt andet fordi Amazon er gigantisk og har råd til at køre med underskudsforretninger som del af sin strategi.

”De behøver ikke at tjene penge på dele af deres forretning, når de vil vinde et marked. Det kan også ramme finanssektoren, blandt andet hele betalingsområdet. Amazon er en markant trussel, som vi i fællesskab skal slå hårdt ned mod”, siger Michael Budolfsen.

 

Seneste nyt