Menu luk

Barsel på et bagtæppe af Corona

De første kolleger blev sendt i karantæne på privatrådgiver Louise Elena Bjørnholdt sidste arbejdsdag før barsel. Nu venter hun sammen med sin kæreste i selvvalgt isolation deres lille piges ankomst.

6. apr. 2020
2 min

​"Du skal være glad for, at du har barsel".

Meldingerne fra kollegerne har været entydige, efter at 34-årige Louise Elena Bjørnholdt i marts havde sidste arbejdsdag før sin barselsorlov. Hun arbejder som privatrådgiver i Nordea i Århus og nåede lige at få med, at der fra centralt hold blev udmeldt, at man som ansat skulle holde sig hjemme efter bestemte ture til udlandet.

"På det tidspunkt var der nogle af kollegerne, der var ved at blive urolige, men mange så det stadig ikke som nogen særlig trussel her i Danmark. Det gjorde jeg heller ikke som privatperson, men som tillidsmand var jeg opmærksom på, at reglerne skulle overholdes, og at en kollega, der havde på været på skiferie, skulle holde sig hjemme".

Siden har Louise Elena Bjørnholdt fulgt udviklingen i afdelingen hjemmefra, og blandt andet set billeder af den afskærmning, der blev sat op, så kunderne holdt sig på to meters afstand af de ansatte i filialen. Efterfølgende er kollegerne blevet sendt hjem i den hast, de fik bærbare computere til at praktisere det.

"Det er en underlig tid at opleve. Jeg synes, at det er et heldigt sammenfald, at jeg gik på barsel, før det rigtig tog fart. Ellers havde jeg jo ikke haft mulighed for at være hjemme, men havde været tvunget til at være sammen med mange mennesker i en længere periode".

Sammen med kæresten, som blev tidligt hjemsendt fra sit arbejde i Vestas, har hun siden holdt sig isoleret fra omverdenen. Heldigvis har de hus og have.

"Hvis vi skulle have siddet i en lille lejlighed i al den tid, havde det været en helt anden situation. Vi får det til at fungere og glæder os – jeg håber bare ikke, at de forbyder min kæreste at komme med til fødslen, som de har gjort på nogle fødesteder", siger Louise Elena Bjørnholdt, der har termin 9. april og venter en lille pige.  

Seneste nyt