Menu luk

Træd et skridt tilbage fra dine følelser

For at passe på dig selv i forandringstider, er det vigtigt at undgå offerrollen. Erhvervspsykolog Jesper Marcussen giver anvisninger til, hvordan det kan gøres.

19. feb 2018
3 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

​Forandringens vinde blæser i sektoren og mange finansansatte oplever store omvæltninger i deres arbejdsdag, som kan være svære at se behovet for.

"Når der sker store forandringer, har vi brug for, at de giver mening – det gælder både for virksomheden og for medarbejderne. For en virksomhedsledelse er svaret på forandringer, som vi ikke kender omfanget af, at virksomheden og medarbejderne skal være agile, fleksible og omstillingsparate."

Erhvervspsykolog Jesper Marcussen fra Green Andersen Erhvervspsykologi har mange års erfaring og særlig indsigt i forholdende i Nordea, der i oktober meldte ud, at 6.000 medarbejdere skal fyres.

Større forandringer kan generelt medføre usikkerhed i retning af:

"Hvor ender det her? Hvad bliver min rolle i det nye setup? Den type spørgsmål melder sig naturligt, og det er vigtigt, at man udfordrer sin ledelse og stiller spørgsmål om, hvad der videre skal ske. Men man kan ofte ikke få hele svaret, fordi der ganske enkelt ikke er nogen, der har det."

Du er mere end dine følelser

Som svar på den agile tilgang, som er ledelsens reaktion på en uvis fremtid – det gælder om at holde sig på tæerne og parat til nyt – har medarbejderne på deres side brug for at blive, hvad Jesper Marcussen kalder agilt følelsesmæssigt. Det vil hjælpe dig igennem forandringer, forklarer han:

"Det handler om at gøre en bevægelse fra at opleve fremtiden som usikker til at opleve den som uvis – det første er en følelse, det andet fakta. Du kan ikke med sikkerhed vide, hvad der sker med dit job, så du er nødt til at øve dig i at håndtere det, så du ikke havner i offerrollen."

Fire trin

Jesper Marcussen anbefaler en firetrins metode:

"Først skal du anerkende, når du reagerer på forandringerne – sig til sig selv: "Jeg kan mærke det her i maven, min krop reagerer på det." For at undgå, at det udvikler sig, skal du derefter træde et skridt tilbage fra dine følelser."

På den afstand kan du gå til trin to og sige til dig selv, at du ikke er identisk med dine følelser. Du kan mærke dem, men du er mere end dem.

"Du må ikke gøre dig afhængig af at have vished og få svar på din fremtid. Tredje punkt er i stedet at tænke over, hvad dit kompas i livet er – hvad er dine kerneværdier? Er det vigtigste eksempelvis at du udvikler dig, at du har en stabil indkomst til familien, at du har gode kolleger? Når du kender dine kerneværdier og styrer efter dem, er du ikke så udsat for voldsomme reaktioner på uundgåelige forandringer."

Endelig anbefaler han, at du tager små skridt. Lad være at gøre noget drastisk, især hvis du er stærkt påvirket emotionelt.

Hvis det er vanskeligt for dig at blive emotionelt agil, så brug dine kolleger og din fagforening, anbefaler han. Det kan være en god hjælp at snakke forandringerne igennem, hvis du vil møde dem på en ny måde.