Menu luk

Kunder bør sikres ret til rådgivning

Regeringen lancerede i fredags et udspil, der skal sikre forbrugerne bedre i den digitale verden. Et af punkterne er ansvarlige kreditvurderinger, men Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen savner konkrete tiltag i forhold til god rådgivning på kviklånsområdet.

28. maj 2018
1 min

​I regeringens nye udspil "Forbruger i en digital verden" lægges der blandt andet op til en forbedring af 48-timers tænkepausen, som er indført, for at forbrugere kan nå at fortryde, inden de optager kviklån.

En af problematikkerne har været, at långiverne kan omgå reglen ved fx at udbyde produkterne som en kassekredit, der ikke er omfattet af tænkepausen, men det vil erhvervsministeren nu tage fat i, ligesom udspillet fremhæver kreditgivernes forpligtelse til at foretage ordentlige kreditvurderinger.

"Når man går i banken, er reglerne jo helt klare: Banken er forpligtet til at sætte sig ind i de økonomiske forhold og yde rådgivning, der tilgodeser kundens interesser. Det handler om at sikre et oplyst grundlag på begge sider af bordet, når der indgås aftale om et finansielt produkt. Det er en god idé for alle, for gæld går altså ikke væk af sig selv", siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

Alle har ret til god rådgivning

Selvom næstformand Michael Budolfsen er positiv, når det gælder erhvervsministerens beslutning om at tage fat i kviklånsområdet igen, savner han et konkret forslag til, hvordan den forbedrede beskyttelse skal strikkes sammen.

"Det handler om at sikre alle kunder ret til rådgivning. Vi fokuserer meget på at hjælpe dem, der vil investere, men vi skal også fokusere på dem, der har brug for kredit. Det kan vi alle få, men i banken møder du en rådgiver, der kan hjælpe dig med at finde ud af, om du faktisk har råd til et lån. Den grundlæggende rådgivningsforpligtelse mangler stadig på kviklånsområdet, og det er et problem, fordi den regning til sidst ender hos kunderne", siger han.

Der er varslet en arbejdsgruppe med Erhvervs- og Justitsministeriet samt relevante branche- og interesseorganisationer, i forbindelse med drøftelserne af hvordan den ønskede forbedrede beskyttelse skal se ud.

Læs Erhvervsministeriets pressemeddelelse her.

 

Seneste nyt